Fortsæt til indhold

800 FDF-ledere samlet på Sletten

17.-19. september mødtes 800 frivillige FDF-ledere for i fællesskab at planlægge en landslejr for 12.000 børn næste sommer.

Kultur og byliv

I weekenden mødtes hele 800 frivillige FDF-ledere til Landslejrkursus på Friluftscenter Sletten ved Ry. Her tog de sammen tage hul på planlægningen af den landslejr, der næste sommer skal give 12.000 børn og unge fælles oplevelser og stjernestunder i massevis samme sted.

En opdagelsesrejse venter

FDF-lederne skulle udforske og udvikle den temaramme, som landslejren skal foregå i. Under temaet ”mod” skal børnene næste sommer nemlig på en eventyrlig opdagelsesrejse i et fantasifuldt univers for at udforske deres eget og hinandens mod. Tanken med den legende og kreative temaramme er at åbne “mod” og andre store begreber op for børnene. Det fortæller i en pressemeddelelse landslejrchef Simon Stagis, der sammen med de frivillige i FDFs landslejrudvalg står i spidsen for planlægningen af landslejren.

Hvad der udfordrer os og kræver mod i os mennesker er meget forskelligt. Modet kan boble frem inde i os selv, eller vi kan få det fra hinanden, når vi sammen træder ud på usikker grund. Børnene skal opleve, at mod findes i mange former.
Simon Stagis, FDF landslejrchef

»Hvad der udfordrer os og kræver mod i os mennesker er meget forskelligt. Modet kan boble frem inde i os selv, eller vi kan få det fra hinanden, når vi sammen træder ud på usikker grund. Børnene skal opleve, at mod findes i mange former.«

800 frivillige FDF-ledere mødtes i weekenden på Sletten ved RY for at planlægge næste års landslejr. Foto: Per S. Pedersen

Foreningslivet sprudler

Efter et års udskydelse af landslejren grundet corona var de frivillige ledere mere end klar til at tage hul på planlægningen frem mod næste sommer.

»FDF-ledere er verdensmestre i at opbygge mod i andre mennesker. De har blik for modet i børnene og i de andre ledere. Her får de mulighed for at dele den viden og sammen skabe de oplevelser, de vil give børnene, når vi mødes på landslejr,« roser Simon Stagis.

Ud over at lege sig ind i landslejrens univers deltog lederne undervejs i forskellige kursusmoduler og sang den nye landslejrsang for første gang.

Lørdag aften gæstede foredragsholder og TV-vært Mikkel Beha Erichsen landslejrkurset for at fortælle om det mod, han og hans familie finder frem, når de sejler verdenshavene tynde.