Kunstner bruger hele farvepaletten
Ny kunstudstilling i foyer på Hotel Fuglsøcentret.
Foyeren på Hotel Fuglsøcentret bliver i den kommende tid et farverigt skue, når Bente Margrethe Christensen udstiller sine værker i perioden 1. oktober – 20. december.
Bente Margrethe Christensen er en kvinde i midt-tresserne med masser af tid til at dyrke sin hobby, som primært er maleri på lærred med akryl.
Hun nyder med egne ord at bruge hele farvepaletten.
»Min inspiration får jeg i naturen på Helgenæs, hvor jeg bor. Tilgangen til malerierne er oftest abstrakt, store penselstrøg og spartel. Min anden passion er at bemale natursten, som jeg samler på marken. Stenene bliver rengjort, malet og lakeret og fremstår som små samfund,« fortæller hun i en pressemeddelelse.
Udstillingen har fernisering lørdag 2. oktober kl. 13-15.