Frivilligrådet inviterer til spisning og en svingom
Frivillig Fredag foregår på fredag i Kolind+ med fællesspisning og livemusik på programmet.
»I år prøver vi noget helt nyt efter corona og manglende samvær. Tidligere år har vi holdt arrangementer, hvor man har kunnet høre om de frivillige foreninger og det arbejde de laver i Syddjurs Kommune, men på fredag inviterer til en fest med det klare formål at give de mange frivillige en god aften med fællesspisning og musik,« siger Helle Pedersen, næstformand i Frivilligrådet.
Frivillig fredag er flyttet til Kolind+ og laves i samarbejde med Madspildspensionatet/Foreningen Madspildsaktivisme for Alle.
HitOrkestret, et vaskeægte partyband, serverer hele pakken af populære hits fra 60’erne og frem til i dag.
Frivilligrådets formål er, i et samarbejde med Syddjurs Kommune at styrke og udvikle det frivillge sociale arbejde i kommunen i samspil med borgerne.
Som medlem af Frivilligrådet er man med til at rådgive politikerne i, hvordan det såkaldte § 18 tilskud bevilges til foreningerne, arrangere Frivillig Fredag og generelt med til at udvikle området.
Frivilligrådet består af syv medlemmer og tre suppleanter, som tilsammen repræsenterer foreninger og organisationer, der arbejder med frivilligt socialt arbejde inden for følgende tre interesseområder:
- Ældre/ensomme. To medlemmer, en suppleant
- Børn og unge. To medlemmer, en suppleant
- Andre, herunder handicapområdet, humanitære foreninger, sygdomsforeninger og flygtningeområdet med videre. Tre medlemmer, en suppleant