Barselsakademiet starter ny sæson
Onsdag 6. oktober begynder 8. sæson af Barselsakademiet i Kulturhuset Skanderborg.
Barselsakademiet i Kulturhuset Skanderborg tilbyder inspirerende foredrag og samvær til forældre på barsel. Oplæggene kan handle om babyer og børnefamilie, men også om temaer fra verden uden for barselsboblen, og der er altid plads til spørgsmål, samtale og debat om emnet.
Babyer kan være med under hele arrangementet, og bleskift, ammelyde og pludren er en del af lydkulissen. Desuden er Kulturhusets frivillige ”bedstemødre” klar til at trille med barnevognen og tage sig kærligt af de små.
Efterårssæsonen 2021 forløber over seks onsdage i oktober, november og december og byder på simpel syning og iværksætterliv ved Stine Højland, Kend din Ole Lund Kirkegaard, Et år for klimaet, Den digitale sut, Fra hamsterhjul til lykkehjulog Opdrager vi til ligestilling.
Billetter kan købes på Kulturhusets hjemmeside. Arrangementet foregår alle gange i Sløngelsalen kl. 10-12..