Fortsæt til indhold

Dobbeltudstilling med jorden og havet

Dobbeltudstilling på KH7artspace består af Simone Hooymans "Ancient Waves – Falling Stones" og Maja Ingerslevs "Ghost Ocean".

Kultur og byliv

Der er ny dobbeltudstilling på KH7artspace. Den kan opleves 1.-25. oktober onsdag til fredag kl. 14-17 og i weekenden kl. 12-17.

Simone Hooymans (1974) er en hollandsk billedkunstner, som bor og arbejder i Norge. Hun er uddannet fra Art Academy for visual art i Arnhem (Artez) og Breda (St.Joost) i Holland. Hun har skabt adskillige animerede kortfilm og deltaget i en række internationale gruppeudstillinger og filmfestivaler. ”All That Space Between Us” modtog prisen for bedste animation på Art Quake Kyoto 2019 Festival, Japan. ”Earthfall” (RAS), - Vinder af Anima Online. ReAnima Filmfestival Bergen, Norge 2020. www.simonehooymans.com

Globale forandringer

I Simone Hooymans udstilling ”Ancient Waves – Falling Stones” præsenteres en række animationsfilm, der udforsker tidens globale forandringer og udfordringer. Hendes værker viser dobbeltheden i landskabet – som et ildevarslende, industrialiseret, urbant, men også smukt og storslået landskab i en tæt forbindelse til de spirende kræfter i jorden.

Simone Hooymans arbejder hovedsageligt med tegning og animation.

De eksperimenterende animationer er baseret på en håndtegnet verden, som bringes til live ved hjælp af digitale 3d animationsteknologier. Animationerne er karakteriseret af farverige landskabe.

I Maja Ingerslevs udstilling er konteksten vores forhold til naturen i samtidens tidsalder, med tab af biodiversitet og klimaforandringer. Kunstværkerne kan forstås som en slags samtale med naturen i mødet mellem virkeligheden og det imaginære. www.majaingerslev.com.

Papirhav

I Maja Ingerslevs udstilling ”Ghost Ocean” præsenteres en hav installation med et udklippet papirhav, ledsaget af undervands videoer med iscenesatte papir skulpturer, som en udforskning af havets tilstand og forunderlighed. Værkerne er inspireret af samtidens forhold til naturen, der både kan være gensidig livsgivende og en relation af fortsat ødelæggelse, med forandringer, tab og et stigende havniveau som konsekvens.

Soloudstillingen præsenterer desuden en unika Artist Book udskåret som bølger i papir, hvis sider bliver vendt en for en under vandet. Undervands værkerne er udført i havet omkring Danmark.