Lån Læsefamilier-poser
Læsefamilierne er et modsvar til den moderne families stress, jag og fraværsfornemmelser. Fra starten af oktober kan jeres familie tage del i konceptet Læsefamilier, som Skanderborg Kommunes Bibliotek tilbyder.
En moderne familie bruger i snit otte timer om ugen sammen. Syv ud af ti forældre siger, at den tid bruges foran en skærm. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Skanderborg Kommunes Biblioteker.
Nu går Skanderborg Kommunes Biblioteker imidlertid ind i en national satsning. Med tilbuddet om at blive en Læsefamilie giver biblioteket en tiltrængt hånd i kampen for at stjæle opmærksomheden tilbage fra det, der forstyrrer og komplicerer i forhold til fælles familiestunder.
Selve grundstenen i tilbuddet er en række læseposer, som kan lånes tilsvarende andet materiale på biblioteket. Søg eller spørg efter ”Læsefamilier”, og find emner som Natur, SoMe, Uhygge, Mad, Sjove bøger, Penge, Havet, Opfindelser, Tegn og Røverhistorier. Læseposerne er møntet på større børn – primært i alderen 10+.
Tilbuddet med læsefamilie-poser kører fra starten af oktober og er ganske gratis. Du kan læse mere på www.bibliotek.skanderborg.dk.