Frivillig i genbrugsbutik i Hinnerup: Tre fluer med ét smæk
Utallige frivillige kræfter er i sving for at drive de mange genbrugsbutikker rundt om i landet. Umiddelbart er der to helt åbenlyse mål med butikkerne, nemlig at samle midler til humanitær hjælp og samtidig at støtte genbrugstanken og spare på ressourcerne. Lige så vigtig er imidlertid det fællesskab, der opstår blandt de frivillige, og følelsen af at bruge sin tid til noget godt.
Pia Korstgård, 74, er leder af Røde Kors-butikken i Hinnerup. Med en fortid som sygeplejerske og mellemleder indenfor sundhedsvæsnet, udnytter hun nu sine evner et helt andet sted, men stadig med visheden om, at det kommer andre til gode.
Ud over de ledelsesmæssige og administrative opgaver, hun har, står hun også bag disken i Hinnerup-butikken en dag om ugen, én dag hver anden uge hjælper hun i Røde Kors-butikken i Hadsten, og så går hun heller ikke ad vejen for de løse vagter, når der mangler.
Der gik ikke lang tid fra Pia Korstgård forlod sit job i 2012 og gik på folkepension, til hun meldte sig som frivillig i Røde Kors-butikken i Hinnerup. Hun så en annonce i lokalavisen hvor Røde Kors efterlyste hjælp i butikken i Hinnerup og inviterede til infomøde.
»Jeg savnede kontakten med andre mennesker, og det lød jo rigtig spændende. Jeg var fuld af energi, kunne komme lidt ud på den måde og kunne lave noget til gavn for andre.«
Efter det første år forlod den daværende butiksleder butikken, og Pia Korstgård overtog ledelsen. Fra sit job var hun vant til at organisere og strukturere, og det faldt hende nemt at træde ind i den rolle igen. Som leder tager hun imod og introducerer nye frivillige, og hun samarbejder med Favrskov Kommune om medarbejdere i arbejdsprøvning og integrationsforløb.
»Det har altid været vigtigt for mig, at Røde Kors også kunne hjælpe medborgere på den måde.«
I øjeblikket er der 35 frivillige i Røde Kors-butikken i Hinnerup med mindst to på vagt ad gangen. Gennemsnitsalderen er omkring 75 år. Nogle arbejder hver uge, nogle hver anden uge, nogle et par timer, andre mere. Én sidder i kørestol.
»Man bidrager med det man kan, og det man magter.«
Der er som regel en let og lys stemning i butikken. Der bliver grinet en del, både af sig selv og sin makker, lidt indbyrdes drilleri hører også til, og så er det altid en fornøjelse at sælge, siger Pia Korstgård.
»Vi elsker vores kunder og står på hovedet for dem. Men den sociale del er afgørende og vigtig for os, og det betyder selvfølgelig også meget at være en del af en organisation, der er med til at hjælpe andre.«
Arbejdet som frivillig består i at kigge det tøj og de ting igennem, der bliver doneret. Derefter sættes der priser på, lægges på plads i butikken, og så venter det ellers på købere.
»Det allervigtigste er at give kunderne en god oplevelse. At få dem til at føle sig velkommen, smile, søge øjenkontakt og yde en god service,« siger Pia Korstgård.
Hendes gode råd til de frivillige:
»Sørg for at have noget ordentligt fodtøj på, man går meget,« smiler hun.
Pia Korsthøj agter at fortsætte som frivillig i Røde Kors lige så længe, hun kan.
»Jeg sætter stor pris på alle de frivillige her, og de udfordringer, der er. Der er selvfølgelig også dage, hvor det er lidt op ad bakke, men sådan er livet jo også. Det vi gør sammen, er vigtigst for mig.«