Bofællesskab i Hinnerup: »Det er et fantastisk sted at blive ældre«

Overdrevet i Hinnerup, et stort bofællesskab med 65 beboere fra tre måneder og op til 94 år. Morten og Elin Jespersen var med til at etablere stedet for fyrre år siden, og de og flere andre af de første beboere, bor her endnu.

»Det er et fantastisk sted at blive ældre. Der er altid noget meningsfyldt at gøre og nogen at gøre det sammen med,« siger Morten, 74, der i øvrigt netop aftenen før har været på madholdet.

Alle beboerne er på madhold hver syvende uge og laver mad i seks af ugens syv dage til alle beboere. Derimellem kan de hver aften sætte sig til bords og nyde maden uden at tænke på indkøb, madlavning og opvask.

At bo i Overdrevet betyder også at være på hej med lille Nete og de andre børn, se grønsagerne gro i den fælles have, sætte fælles projekter i søen, sidde i fællesstuens lænestole på de fåreskind der stammer fra gårdens gotlænderfår, at deltage i vedligehold og reparationsarbejder, se folk bruge keramikværkstedet og vende tilbage med fine lerting etc. etc.

»Vi deler meget af vores liv med hinanden, og har respekt for hinandens forskellighed. Selvfølgelig er der også bølgedale her, men generelt føler min kone og jeg, at vi får meget.«

Det er Mortens indtryk, at folk på samme alder uden for Overdrevet, har vanskeligere ved at opnå de samme daglige glæder, som han oplever.

»For eksempel fællesspisning, et hej til børnene og hinanden. Vi bor her primært på grund af fællesskabet på tværs af alder, social baggrund og kompetencer. Samtidig er der en god, fælles holdning til økologi, og frem for alt så har vi tillid til hinanden.«

Det er også et kup at være bedsteforældre i Overdrevet, siger han. Morten og Elins børnebørn elsker at besøge dem.

»De har masser af andre børn at lege med, der er legeplads og legerum i fælleshuset, de kan være med på madholdet, og de er helt trygge ved de andre, voksne, der bor her.«

Fællesskabet er også rummeligt nok til at tage sig af den ældste, en 94-årig mand med demens. Han får besøg af den kommunale hjemmepleje flere gange om dagen, men derudover holder beboerne øje med ham. Morten besøger ham for eksempel hver morgen, og hvis han er forhindret, får han en anden til det. Hver aften hentes manden over i fælleshuset til spisning.

Indimellem har alle en dag eller flere, hvor de har brug for at være lidt for dem selv. Efter 10 år gjorde Morten og Elin for eksempel op med sig selv, at de enten måtte flytte, eller de måtte have en time-out. De valgte at leje huset ud og arbejdede i Afrika i tre et halvt år, inden de vendte hjem igen.

En havelåge frit stående midt på græsset et stykke fra Morten og hans hustrus hus vidner om netop dette behov for ind imellem at kunne lukke døren.

»Åh, hvor kunne jeg godt tænke mig at kunne lukke min egen havelåge,« udbrød hans hustru en dag.

»Det fik hun så,« siger Morten Jespersen med et lunt glimt i øjet.

Hen over årene har mange af beboerne købt fritidshuse andre steder. Det samme har Morten og Elin på Samsø.

»Det er fint at tage af sted, men også dejligt at komme hjem igen.«