Efterårsferien er fuld af aktiviteter
Flet kurve, lav flødeboller eller lær om musik, maleri og glaskunst – for børn og voksne i efterårsferien med FOF.
FOF Djursland byder på nye aktiviteter i efterårsferien. Flere har tid til at være sammen om oplevelser, som hverdagen ikke altid tillader. Så FOF opfordrer til at kigge forbi til nogle af deres tilbud, hvor I kan tilmelde både børn, forældre og bedsteforældre.
»Efter corona har vi haft stor succes med vores babysvømning, og nu vil vi gerne folde aktiviteterne ud for børn og voksne, blandt andet inden for det kreative og det at lave mad sammen, som giver det der ekstra til samværet, børn og voksne imellem,« fortæller Lene Fribo, skoleleder i FOF Djursland, om baggrunden for at invitere til aktiviteter i efterårsferien.
Det står i en pressemeddelelse fra FOF Djursland.
»Formålet er at tilbyde nye og spændende aktiviteter for børn og voksne sammen. Vi vil forsøge at nå mere ud til familierne – og bruger folkeoplysningens værdier som løftestang for fællesskabsfølelse og livskvalitet.«
Se mere på FOFs hjemmeside eller kontakt FOF-kontoret på tlf. 86 32 55 88 mandag-torsdag kl. 10-15.