Nordjysk besøg i Galleri Udsigten
Både Lise Duun og Rita Andersson er denne måneds kunstner i galleriet.
Lise Duun og Rita Andersson fra Nordjylland er denne månedes kunstner i Galleri Udsigten, Bakkevej 2 i Lading.
Lise Duun er selvlært billedkunstner, og hendes malerier er for det meste udført i olie.
Naturen er hendes primære inspirationskilde, og tankerne og dagens lys skaber stemningen for det enkelte maleri.
Rita Andersson har deltaget på forskellige kurser hos billedkunstnere i Nordjylland. Ifølge pressemeddelelsen fra galleriet fortæller hun selv om det at male:
»At male er for mig undersøgelse, overvejelse, nærvær og frihed. Jeg finder min inspiration i naturen, dens lyde og dufte. Jeg kan lide nye udfordringer, når jeg maler - og jeg prøver at være så alsidig som mulig med både abstrakte og naturalistiske billeder.«
Åbningstider: Lørdage og søndage kl. 13-17.
Følgende kunstnere er også repræsenteret i galleriet: Anne-Marie Thomsen, Gerd Baarstrøm, Per Bornhøft, Alice Frost, Charlotte Kock, Kunsthåndværkergården, Pia Hørlyck, Bruno Kiel, Gitte Lustrup, Lene Morgenstjerne, Birthe Nissen, Hanne Overgaard og Birgith Villadsen.