Fortsæt til indhold

Hold fast i motionen uanset alder

Selvom du måske er lidt grå i toppen og har lidt grus i leddene, skal det ikke afholde dig fra motion. Tværtimod!

Kultur og byliv
Kehlet

En gamle talemåde vil nemlig vide, at ’motion er den bedste medicin!’

Det er der meget sandt i. Motion er både kuren og – ikke mindst – en fantastisk forebyggende behandling for en hel masse skavanker. Motion kan ganske enkelt ikke roses nok: Det kan både holde sygdom på afstand, lindre og lysne i sind og sjæl, bidrage til en større social kontaktflade og gøre langt mere muligt, også når senioralderen nærmere sig det trecifrede.

Heldigvis er der mange ældre, der har gode motionsvaner. Navnlig er den yngste generation af ældre over 65 år rigtig flittige brugere af fitnesscentre, gymnastikhold, badmintonhaller, golfbaner og vandrestier.

Det er vigtigt at holde fast i det aktive liv længst muligt. Jo længere, man er i stand til at dyrke motion regelmæssigt, desto længere kan man klare hverdagens udfordringer.

Navnlig er det vigtigt at holde fast i motionen, hvis man får små og store skavanker. Gammelmandssukkersyge kan eksempelvis i nogen grad reguleres med motion, og folk med hjerte- og karsygdomme har rigtig godt af fysisk aktivitet.

Man kan naturligvis ikke løbe en brækket hofte væk, men en af de helt store komplikationer ved et brud i en sen alder er, at det fører til et mere stillesiddende liv, og det er for alvor sundhedstruende.

Derfor er det vigtigt, at man holder fast i sit niveau og knokler for at genvinde det – også selv om kræfter og smidighed ikke er, hvad de har været. Det eneste, der er stensikkert, er, at det aldrig bliver bedre af at sidde stille!