Kæledyr er godt for krop og sjæl
Mange hundeejere kender fornemmelsen af, at hjemmet aldrig rigtig har været rent, siden Fido eller Bella blev en del af familien.
Og mange katteejere vil kunne nikke genkendende til, at sofaen eller tapetet ser en smule flosset ud, og at det i øvrigt er pænt træls nu at dele hjem med den halvdøde mus, som katten tog med ind for at lege med, og som nu har gemt sig under køkkenskabet.
Umiddelbart ser kæledyr ikke ud til at gøre noget godt for hygiejnen i hjemmet – men det gør de. Både den rent sundhedsmæssige effekt og den mentalhygiejniske gevinst ved at have dyr i husholdningen er til at tage at føle på.
Kæledyr gør godt
Det er eksempelvis påvist, at dit blodtryk og din puls kan falde, når du aer eller klapper et dyr. Det er endnu mere afslappende end at læse en bog. Det er i øvrigt også godt for kæledyret at blive nusset: Hjerterytmen hos kæledyret falder, når det aes eller krammes af sit menneske.
Undersøgelser har også vist, at når vi aer kæledyret, så frigives stoffer i hjernen, som modvirker stress og virker smertelindrende – og vi nedsætter udskillelsen af stresshormonet kortisol.
Samtidig betyder et kæledyr også meget for vores almene velbefindende. Det er eksempelvis trygt og rart at have en hund i huset, når man er alene hjemme – og så er den daglige gåtur både med til at skaffe dig og hunden motion.
Dyrekontakt er altså vigtigt i dit liv – også selv om det ikke nødvendigvis ser ud til, at de kære kræ ligefrem styrker sundheden, så er det faktisk det, de gør.