Træning handler om motivation
Kehlet
Mange, der dyrker motion, har oplevet, at de i en periode helt mister motivationen til at løbe, cykle, gå i fitnesscenter, eller hvad man ellers gør for at holde sig i god form. Nogle har endda simpelthen trænet for meget, de føler sig derfor fysisk slidt ned og har ganske enkelt brug for en naturlig pause fra træningen. Andre bliver hjemme fra løbeturen nogle gange i træk, fordi vejret er dårligt, og har derefter store problemer med at få sparket liv i træningen igen.
Nogle gode råd til at holde gejsten og bevare motivationen for at træne kan være:
- Hvis du træner - cykler for eksempel - efter et helt bestemt mønster og to gange om ugen cykler nøjagtig den samme rute, er det på tide, at du får noget variation i træningen. Prøv at cykle ruten omvendt, find en helt ny rute, prøv at cykle på andre tider af døgnet end du er vant til. Varier gerne længderne så du ikke føler dig presset til altid at skulle cykle de sædvanlige 30 kilometer. Det er o.k., hvis du en dag kun cykler 20 kilometer. Eller hvis du jævnligt udfordrer dig selv ved at lægge 10-20 kilometer oven i den sædvanlige distance.
- Dyrk flere former for motion. Det er meget ensidigt at løbe 6 kilometer på den samme rute to gange om ugen. Det kan anbefales - som triatleterne gør - at kombinere for eksempel løb, cykling og svømning. Hvis du en dag er lidt træt i stængerne efter en lang cykeltur, tager du en svømmetur den næste dag. I svømning bruger man nemlig andre og flere muskler end i både løb og cykling. Varieret træning giver også den fordel, at man kan træne, selv hvis man er skadet. Cykling er for eksempel slet ikke så hårdt ved knæene som løb, og har du en skade i foden, kan du formentlig sagtens holde formen ved lige ved at svømme, uden at det belaster den skadede fod.
- Meld dig eventuelt ind i et fitnesscenter. Så har du også mulighed for både at cykle, løbe og ro, når det regner. I fitnesscentret er der også alle muligheder for at prøve nye træningsformer, der viser sig at glæde og motivere netop dig.