Fortsæt til indhold

Barselsakademiet i Kulturhuset

Kultur og byliv
sas

Onsdag 27. oktober kl. 10 er der igen Barselsakademiet i Kulturhuset Skanderborg. Denne gang handler det om Ole Lund Kirkegaard.

Barselsakademiet tilbyder inspirerende foredrag og samvær til forældre på barsel med oplæg, samt plads og tid til spørgsmål, samtale og debat om emnet. Der er også plads til hygge og snak over en kop kaffe og forfriskninger.

Babyer kan være med under hele arrangementet, og bleskift, ammelyde og pludren er en del af lydkulissen.

Desuden er Kulturhusets frivillige ”bedstemødre” klar til at trille med barnevognen og tage sig kærligt af de små.

Uffe Høj, formand for Di Heslige Slønglers Klup, fortæller denne dag om Ole Lund Kirkegaard, mens Peter Overgaard spiller udvalgte sange til. Ole Lund Kirkegaard voksede op i Skanderborg. Det er kommunen præget af: Sløngelnæring til 3. klasserne, årlige Sløngeldage, Skanderborg by er Heslig Smuk og nu Sløngel Pladsen.

Derfor bør alle børn, unge, voksne, gamle i Skanderborg kende historien om Ole Lund Kirkegaard.

Desuden berettes om den tid, Ole Lund Kirkegaard levede i. Specielt vil der være fokus på barnets kår i perioden 1950–1970 og om de forandringer, der opstod i synet på barnet netop i denne periode.

Arrangementet foregår i Sløngelsalen kl. 10-12.