Foredrag om jordens klima og livets udvikling
Jordens klima ændrer sig og det globale samfund står overfor store udfordringer. Nøglen til at forstå disse udfordringer ligger blandt andet i fortidens klima.
Foredraget ved lektor og viceinstitutleder ved Institut for Geosciene på Aarhus Universitet, Mads Faurschou Knudsen, beskriver de voldsomme klimaforandringer - fra kolde istider til varme mellemistider - som Jorden har gennemgået, og forbinder fortidens naturlige forandringer til de nutidige klimaændringer som drives af en ny kraft – nemlig mennesket.
Denne tidsrejse viser tydeligt, at selvom mennesket nu er den dominerende drivkraft bag den globale opvarmning, så er mekanismen den samme som altid – Jordens klima reguleres hovedsageligt af atmosfærens indhold af CO2.
Spørgsmålet er så, hvad vi kan lære af fortidens dramatiske historie. Er fremtidens istider nu aflyst? Vil isen på Grønland og Antarktis smelte bort? Bliver Jorden ubeboelig som Venus som følge af havniveaustigninger, ekstreme orkaner og lange tørkeperioder?
Foredraget finder sted onsdag 27. oktober på Ry Højskole.