Lokalt boyband leverer lyden af ungdom live
Aarhusianske Undertekst stræber efter lyden af ungdommen og den upolerede kærlighed set gennem fire drenges øjne. 11. november giver de koncert i hjembyen.
De blot 19-20-årige drenge fra det aarhusianske band Undertekst ser det at røre folk med fængende melodier og sarte tekster som deres fornemste opgave.
Det skriver Fonden Voxhall i en pressemeddelelse om Underteksts koncert på spillestedet Train i Aarhus 11. november klokken 20.
Lyden af ungdomsfrihed
Undertekst har ramt et punkt i de unges hjerter. Det synes musikbladet Gaffa i hvert fald, der beskriver Underteksts univers:
»Kan du huske følelsen, du havde som teenager, når du var på vej i byen fredag aften på årets første sommerdag? Den bytur, hvor jakken efterlades hjemme, fordi varmen fra solens stråler stadig hænger i luften. Hvor natten aldrig bliver helt sort og derfor aldrig får ende. Hvor alt kan ske, og du lever. Lige her, lige nu. Den følelse er Undertekst...«
Debut på VoxHall
I december 2020 spillede Undertekst deres første headlinerkoncert i Aarhus på VoxHall. En koncert der hurtigt blev udsolgt og dermed måtte efterfølges af en ekstrakoncert dagen efter. Gaffa anmeldte koncerten med fem stjerner og skrev:
»Stærke sange, de kan spille dem og har allerede en fanskare, der formodentligt bliver ved med at vokse. Med andre ord: De bliver store i 2021 – se dem nu, mens du stadig kan nå det på de små scener.«
Se mere på train.dk