Lego-entusiasterne: Hvor mange klodser kræver det at bygge en Star Wars figur?
Lego-entusiasterne besøgte igen Skanderborg Kulturhus, og der var store drømme at spore hos udstillerne.
Forestil dig at bruge 16 timer på at bygge en figur. Ikke hvilken som helst figur, den udspringer af Star Wars, men at sætte 11.000 klodser sammen til én samlet figur kræver en vis portion tålmodighed, en dedikation ud over det sædvanlige - og så drømmene om at leve af at bygge med Lego
I efterårsferien løb lego-entusiasternes udstilling af stablen i Kulturhuset, og med omkring 250 besøgende på hver af de to dage var der ofte tæt pakket i det lille lokale på toppen af huset.
At bygge med lego på denne her måde kræver tålmodighed.Anders Brix, Lego-entusiast.
Anders Brix er én af dem, som udstiller sine Lego-kreationer. En hobby, der har grebet om sig, og som udsprang efter en motorcykelulykke, fortæller han.
»Jeg har i mange år kørt motorcykel, men da det efter en ulykke ikke længere var en mulighed, så måtte jeg finde noget andet at kaste mine penge og min tid i,« fortæller han, mens han viser sin udstilling frem, der samlet set har taget ham 69 timer at lave.
Drømmer om en levevej
For langt de fleste er Lego-byggeri noget, vi gør med vores børn, men for Anders Brix må det meget gerne blive til mere end det. Han drømmer om at kunne leve af sin hobby.
»Der er ikke så langt til Billund, og jeg drømmer om at blive professionel Lego-bygger. Jeg prøver at skabe interesse for mine kreationer ved at lægge dem på de sociale medier, og forhåbentlig en dag ringer de fra Lego,« siger han.
Detaljegraden er vel nærmest på sit højeste, kigger man rundt på de forskellige kreationer. Der hænger små billeder på væggen i Anders Ands hus og Disney-udstillingen er i det hele taget så gennemført, at den har vundet en pris, fortæller Anders Brix.
Forsikret kælderrum
For Anders Brix er udstillingen i Skanderborg en mulighed for at vise timers værk frem - værk fra en samling, som kun vokser og vokser.
Hans kælderrum er fyldt med Lego, faktisk har han måtte forsikre sig for et stort beløb, hvis nu uheldet skulle være ude, og det fortæller meget om den hobby, som efterhånden har vokset sig stor.
Samlingen byder udover store mængder lego også på flere specialsamlinger og helt unikke Lego-sæt, som kun meget få har fået mulighed for at købe. Og så er der kreativiteten, som kommer fra Anders Brix selv.
»At bygge med lego på denne her måde kræver tålmodighed. Også at kunne se, hvordan det skal bygges op i det store billede,« siger Anders Brix, som også til dagligt arbejder i en kvalitetsafdeling.
Næste gang Lego-entusiasterne byder op til udstilling er i vinterferien i uge 7.