Thorsø Revyen lokker besøgende til med løfter om nøgenscener
29. og 30 oktober er det blevet tid til årets Thorsø-Revy.
’Den Nøgne Sandhed’ er titlen på årets Thorsø-Revy. Holdet bag knokler lige nu for at få de sidste detaljer til årets revy på plads - og de lokker besøgende til med løfter om nøgenscener.
Man kan desuden forvente sig en del politisering på de skrå brædder i år i anledningen af kommunalvalget.
»Vi er rundhåndede med både højre- og venstredrejninger,« lover revyens nestor og ankermand, Jens Bramer, som i en pressemeddelelse fortsætter:
»Krænkelseskulturen er ikke slået igennem her, og der vil ikke være flere chikanerier og krænkelser i forestillingen, end der plejer at være,« siger Jens Bramer.
Forvent desuden et par kærlighedserklæringer til den lokale købmand og nogle nedslag på de ting, der foregår i Thorsø, men som ingen ved foregår, og de ting, som godt kunne foregå i Thorsø.
Desuden vil publikum få svar på, hvorvidt man kan kurere hovedpine med snaps.
Revyen opføres i Thorsø Pavillon 29. og 30. oktober. Der er endnu ledige billetter til salg i Meny i Thorsø, og revyholdet vil blive krænket, hvis der ikke bliver udsolgt, lyder det i pressemeddelelsen.