Søften Revy 2021 er klar til premiere
Hvem ku’ vid’??? står lige uden for døren og banker på.
I weekenden blev der øvet igennem. Alle numre var programsat, teksterne skulle øves og diverse trin koordineres. Hver aften frem mod premieren 6. november øves der ligeledes for at få de sidste ting på plads.
Der bliver ikke lagt fingre imellem. Der bliver grinet og leet, men også diskuteret og ændret nogle ting. Man hører også instruktøren Allan Jespersen råbe: ”En gang til!”
Stor flok
Alle, og det er mange, yder med store resultater til følge. Backstagefolk hamrer, saver og kreerer de mærkeligste ting. Lysfolk hænger i loftet. Køkkenet koger, for der laves mad til alle - hele ugen endda. De farvestrålende kostumer får en sidste hånd, tilrettes og prøves på. Suffløren, Ida Funder, som har debut, arbejder nu med computer og kan hurtigt redigere tekster og andet ind. Tekster, som i en lind strøm er forfattet af et trofast tekstforfatter-team. Musikerne bliver flyttet op under loftet på deres egen lille platform, og derfra har kapelmester Carsten Krogh fint udsyn ned til scenen, hvor de syv skuespillere prøver hinanden af. Dette års skuespillertrup er udvidet med 28-årige Jesper Winther.
Forestillingen spiller i Søften Forsamlingshus og husets bestyrelse koordinerer arbejdet med bespisning, borddækning, indkøb, servering og praktisk afvikling af revyen.
Det er en stor flok, som løfter revyen. Flere har været med i mange år og bidrager stadig til det fællesskab og den gode oplevelse, som byen får via revyen. Overskuddet går udelukkende til byens forsamlingshus.