Er der liv i det ydre rum?
Med overskriften ”Tror vi på liv i det ydre rum?” tilbyder Syddjurs Folkeuniversitet et dobbeltarrangement med to oplægsholdere.
Myldrer det med liv i rummet, eller er vi enestående? Astronomerne regner med at finde spor af liv inden for de næste fem år – hvis det ellers eksisterer. Det vil have stor videnskabelig betydning at finde liv derude, men det har også konsekvenser at få afklaring på, om vi er alene eller ej.
I utallige af verdens religioner har man anbragt sin gud eller sine guder på himlen eller ude i rummet. Er troen på intelligent liv i det ydre rum den nye religion? Hvor mange tror, og hvad tror de på? Er aliens i nedfaldne UFO’er i virkeligheden guderne, som er steget ned til jorden? Og hvor går grænsen mellem religion og vanvid?
Cand.mag. i religion og historie Katrine Rønne samt astronom Ole J. Knudsen tager mandag 29. november hul på de mange emner og yderligere spørgsmål, der opstår omkring det provokerende spørgsmål om liv i det ydre rum.
Arrangementet finder sted i Aktivitetshuset, Ebeltoft. Tilmelding på www.syddjurs-folkeuniversitet.dk/alle arrangementer.