Min far fortjener en undskyldning af landets statsminister
Jørn Madsen, Hyllested, nåede aldrig at kende sin far, der var kommunist og Spaniensfrivillig i kampen mod fascisterne under den spanske borgerkrig. Han døde i 1945 af sine pinsler i koncentrationslejren Stutthof i Polen, som et af ofrene for den grundlovsstridige Kommunistlov.
»Der er brug for, at offentligheden bliver bekendt med det eklatante grundlovsbrud, der skete med interneringen af kommunisterne. Der bliver talt alt for lidt om det, og mange ved ikke, hvad der skete. Det skal frem, at vi er nogle efterkommere, der mener, at historien aldrig skal glemmes,« udtalte Jørn Madsen, Hyllested, til avisen Arbejderen 5. maj 2021.
Anledningen var, at Horserød-Stutthof Foreningen dagen forinden ville aflevere et brev til regeringen og alle folketingsmedlemmer med krav om en undskyldning for de overgreb, der fandt sted mod over 350 kommunister under besættelsen.
Fra den 22. juni 1941 og i den efterfølgende tid blev de arresteret og interneret, 150 af dem endte i kz-lejr, som kostede 22 livet og gav alle livsvarige mén.
Brevet til regeringen var skrevet under af 73 efterkommere til de internerede kommunister. Statsminister Mette Frederiksen havde ikke tid den dag til at tage imod og stikke hånden frem til en undskyldning.
Aninus Marinus Madsen
En af de 73 var Jørn Madsen, 80, tidligere mangeårig lærer på Rosmus Skole og ligeledes tidligere formand for SF’s afdeling i Ebeltoft før kommunesammenlægningen i 2007.
Jørn Madsens far, Aninus Marinus Madsen, var en af de 22 som mistede livet – helt præcis 11. marts 1945 i Polen.
Aninus Marinus Madsen havde været medlem af Danmarks Kommunistiske Parti siden 1924. Han var frivillig i Den Spanske Borgerkrig fra december 1937, til han blev såret i slaget ved Ebron. I december 1938 kom han tilbage til Danmark, hvor han arbejdede som lastbilchauffør.
Grundet sit tilhørsforhold til det kommunistiske parti i Esbjerg blev han 2. november 1942 arresteret og interneret i Horserød. Efter den tyske overtagelse af lejren, blev han 2. oktober 1943 deporteret til koncentrationslejren Stutthof i Polen.
Da russerne mod krigens slutning nærmede sig, blev Stutthof 25. januar 1945 evakueret, og fangerne sendt på den berygtede march gennem Pommern - et historisk landskab beliggende ved floden Oders udløb i Østersøen. Efter ca. to ugers benhård gåtur nåede man til lejren i Rieben på grænsen mellem Polen og Pommern. hvor fangerne var indkvarteret ca. 5 ugers tid.
Her udbrød en tyfusepedimi, hvorunder hundredvis af fanger døde. Da lejren mellem 9. og 10. marts 1945 på ny blev evakueret, var Aninus Madsen så svækket af tyfus, at han ikke formåede at videreføre marchen.
Han døde 11. marts 1945 efter, at lejren var blevet befriet af Den Røde Hær.
I henved 60 år har Jørn Madsen beskæftiget sig med sin fars historie, men selv om Kommunistloven var grundlovsstridig, har han intet håb om, at statsministeren på noget tidspunkt giver efterkommerne af kommunisterne en undskyldning.
»Men jeg synes, at den danske stat skylder min far en undskyldning,« siger Jørn Madsen hjemme ved stuebordet foran en bogreol, der bugner af bøger fra top til bund.
For en god ordens skyld tager Jørn Madsen som demokratisk socialist klart afstand fra de totalitære og betonkommunistiske regimer i Østeuropa, som blev et resultat af 2. verdenskrig med Rusland som altdominerende magtspiller.
Det er hans far og andre unge kommunister, der kæmpede på den rigtige side for demokratiet, som har hans respekt, og som han mener har krav på en undskyldning.
Yngste i flokken
Jørn Madsen var blot halvandet år, da to betjente en tidlig morgen 2. november 1942 bankede på døren til hjemmet i Kongensgade i Esbjerg og bad Aninus Marinus Madsen gøre sig klar til at følge med.
Han var arresteret, fik han at vide, og ført til Vestre Fængsel.
»Jeg husker selvfølgelig intet om begivenheden, min alder taget i betragtning, og jeg sov sikkert også sødeligt, mens det skete,« smiler Jørn Madsen.
Faderen så familien, mor og fem børn, aldrig igen.
»Mine søskende er alle ældre end mig, og de var stort set flyttet hjemmefra, da jeg begyndte i skole. Min far blev der ikke talt om i hjemmet, så i en stor del af min barn- og ungdom boede jeg alene med min mor. Jeg talte aldrig med hende om min far, og fraværet af min far fyldte først noget for mig, da jeg blev ældre, og jeg blev nysgerrig efter at vide, hvad der var sket med ham,« fortæller Jørn Madsen.
Han flyttede selv hjemmefra som 17-årig.
»Det var dog først som 20-årig, at jeg for alvor blev interesseret. Dengang fik jeg fat i hans dagbøger fra tiden i Vestre Fængsel og fra Horserød.«
Jørn Madsen kan se, at hans far startede med at skrive dagbog 2. november 1942, hvor det af dagbogen fremgår, at han blev hentet af politiet klokken 5 og var kort hjemme klokken 10 for at tage afsked med familien.
»Dagbogen slutter 6. marts 1943, hvor han skriver ret så kontant, at han i dag har 109 sygedage og stadig ingen penge fået,« fortæller Jørn Madsen.
Dagbogen befinder sig i dag på Horserød-museet sammen med nogle bakker, som Aninus Marinus Madsen producerede under sit fangenskab.
Min far blev der ikke talt om i hjemmet, så i en stor del af min barn- og ungdom boede jeg alene med min mor. Jeg talte aldrig med hende om min far, og fraværet af min far fyldte først noget for mig, da jeg blev ældre, og jeg blev nysgerrig efter at vide, hvad der var sket med ham
Aninus-odyssé
Det var læsningen af dagbogen, som fik Jørn Madsen til at forstå, at hans far var noget ganske særligt.
Den sendte ham ud på en livslang Aninus-odyssë, som han fortæller det.
»I mine øjne var han en helt. Jeg ville ønske, at jeg kunne have hørt ham selv fortælle om sit liv,« siger Jørn Madsen i dag.
Jørn Madsen har sammen med sin kone fulgt i faderens fodspor til både Spanien og Polen.
De har været i Ebron i Spanien, hvor faren blev såret, og i Stutthoflejren. Den Spanske Borgerkrig engagerede blandt de internationale brigader op mod 450 danskere - heriblandt Aninus Marinus Madsen og digteren Gustaf Munch-Petersen, der faldt i slaget ved Ebro-floden.
Slaget ved Ebro-floden var det længste og blodigste i Den Spanske Borgerkrig, der varede fra slutningen af juli 1938 til starten af november samme år. Slaget startede med et overraskelsesangreb fra republikansk side. Fascisten el Generalisimo Francos styrker blev imidlertid omgrupperet og begyndte en modoffensiv, hvor Franco udnyttede overlegenheden i artilleri og fly.
På en rejse til Polen kom Jørn Madsen også til Nawitz. Her troede han, at faderen var begravet i en fællesgrav over døde fra dødsmarchen.
»Jeg blev meget berørt og græd, da jeg stod ved graven,« husker en rørt Jørn Madsen
Senere fandt han ud af, at faderen ikke var begravet der, men i en fællesgrav i Rieben Rybno i Polen.
Efter 2. verdenskrigs ophør fik familien blot en lakonisk besked om, at Aninus Marinus Madsen var død og begravet et ukendt sted i Polen.
I mine øjne var han en helt. Jeg ville ønske, at jeg kunne have hørt ham selv fortælle om sit liv
Lever i håbet
»Horserød-Stutthof foreningen har betydet meget for mig, fordi jeg her er sammen med andre efterkommere af kommunister som døde i koncentrationslejre og/eller kæmpede for det, de troede på, som en del af modstandsbevægelsen,« siger Jørn Madsen.
Det har givet ham mod til at fortsætte kampen for en undskyldning til faderen fra den danske stat.
Indtil videre har Justitsminister Nick Hækkerup (S) leveret en skriftlig erklæring, der tilslutter sig en tidligere beklagelse fra daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). Han sagde i 2005 fra Folketingets talerstol: »Jeg betragter sagen om den grundlovsstridige vedtagelse af kommunistloven som en anden og meget alvorlig fejl, som blev begået under besættelsen.«
Samme Anders Fogh Rasmussen (V) holdt i forbindelse med fejringen af 60-året for ophøret af samarbejdspolitikken en tale på Søværnets Officersskole den 29. august 2003. Talen vakte stor opmærksomhed, fordi han kritiserede samarbejdspolitikken under besættelsen. I talen beskyldte han bl.a. de danske politikere for at svigte moralsk, og han benyttede dette argument til at forsvare Danmarks deltagelse i Irak-krigen, der var indledt 20. marts 2003.
»I kampen mellem demokrati og diktatur kan man ikke stå neutralt. Man må tage stilling for demokratiet og mod diktaturet. Det er på dette punkt, at den aktive tilpasningspolitik udgjorde et politisk og moralsk svigt. »
For Jørn Madsen og andre efterladte er det også et politisk og moralsk svigt, at der kun i en bisætning fra elitens side er taget afstand fra den grundlovsstridige vedtagelse af Kommunistloven
Jørn Madsen og andre efterladte håber på en egentlig ceremoni, hvor Mette Frederiksen taler som landets statsminister, som hun gjorde det med Godhavsdrengene.
Det vil kalde på deres respekt og give dem fred.