Vestermølle Julemarked lader sig ikke corona-stoppe
Snart er det anden weekend i advent, lørdag-søndag 4. og 5. december, og dermed julemarked på Kultur- og Oplevelsescenter Vestermølle ved Skanderborg Sø. Men aflyses det mon pga Covid-19? spørges der ifølge en pressemeddelelse.
Svaret er, at alle er velkomne mod visning af coronapas eller gyldig negativ-attest.
Problemet er, at markedet finder sted i en række bygninger, og at det ikke er hensigtsmæssigt at skulle vise pas eller attest flere gange. Den hurdle har Vestermølle klaret på følgende vis:
Ved ankomst går man gennem et lille telt, hvor dokumentationen for, at myndighedernes regler overholdes kontrolleres. Der kvitteres med et stempel på en hånd-overflade – blå farve lørdag, rød søndag.
Så er det blot frem med hånden, når man går ind i møllen, hos fiskerne, håndværkerne, Livslang Idræt, i Riddersalen eller Laden, hos stenhuggerne, de blå spejdere eller hos Aktiv Fritid.