Fortsæt til indhold

Trods halvering af gæster: Aarhus Teater går i nul

Aarhus Teater kommer helskindet ud af corona-sæsonen med et rundt nul på bundlinjen. Resultatet skyldes, at teatret har modtaget hjælpepakker for at afbøde følgevirkningerne af covid-19 nedlukningerne.

Kultur og byliv

Aarhus Teaters bestyrelse har netop godkendt årsregnskabet for sæsonen 2020/21 og betegner resultatet som »tilfredsstillende« set i lyset af corona.

På bundlinjen kan teatret bogføre det, kulturinstitutionen betegner som et »pænt nul«. Resultatet skyldes, at teatret har modtaget hjælpepakker for at afbøde følgevirkningerne af covid-19 nedlukningerne.

Det »pæne nul« skal også ses i lyset af halvt så mange gæster på publikumsrækkerne, som under normale og coronafrie omstændigheder. For covid-19 nedlukningerne og restriktioner med publikumsbegrænsninger har gjort, at publikumstallet i teatret faldt til knap 52.000 gæster i sæsonen 2020/2021. Et tal der skal holdes op imod de cirka 105.000 besøgende, man havde i sæsonen 2018/19, som var den seneste normale sæson før pandemien.

Takket være de hjælpepakker, regeringen og Folketinget fik tilvejebragt, har sæsonen ikke medført økonomisk nedtur for Aarhus Teater. Det er jeg meget lettet over og taknemmelig for.
Allan Aagaard, direktør Aarhus Teater.

I naturlig forlængelse af færre besøgende faldt billetindtægterne tilsvarende fra 16,5 millioner kroner i sæson 2019/20 til knap 8 millioner kroner i sæsonen 2020/21.

Teatret modtog derfor cirka 11,5 millioner kroner i hjælpepakker fra statens aktivitetspulje til at gennemføre sine produktioner. Efter teatret gjorde regnskabet op, viste resultatet et overskud på 1.078.000 kroner. Et overskud som teatret nu har valgt at hensætte til frivillig tilbagebetaling til staten, og derfor går regnskabet altså i nul.

»2020/21 har været en volatil og uforudsigelig sæson med en del ekstra omkostninger og en del færre indtægter, men takket være de hjælpepakker, regeringen og Folketinget fik tilvejebragt, har sæsonen ikke medført økonomisk nedtur for Aarhus Teater. Det er jeg meget lettet over og taknemmelig for,« udtaler direktør Allan Aagaard om årsregnskabet.

Aflyste forestillinger

Corona betød blandt andet, at flere forestillinger ikke blev til noget. Her var der oprindeligt budgetteret med 419 opførelser, men på grund af de påbudte nedlukninger blev der kun gennemført 270 forestillinger - og heraf var cirka halvdelen med et begrænset antal publikummer grundet krav om afstand mellem gæsterne.

Teatret måtte aflyse i alt seks egenproduktioner, heriblandt ’Kong Lear’ på Store Scene og ’Leonora Christina - Sandhedens Dronning’ på Scala. Alle aflyste forestillinger blev færdigproduceret og derefter lagt ned på premieredagen.

Derudover faldt besøgstallet også til teatrets øvrige aktiviteter, som blandt andet dækker over foredrag og talks, ligeledes fra 13.373 til 8.893.

På positiv-siden noterer teatret, at man fortsat har haft godt fat i de unge under 25 år. Lave billetpriser til netop den målgruppe forklarer teatret blandt andet som årsag til, at de unge udgør 38 procent af de besøgende.

Blandt sæsonens billet-højdespringere kan musicalen ’Charlie & Chokoladefabrikken’ nævnes, som havde 15.168 besøgende, samt den tredobbelt Reumert-nominerede familieforestilling ’Et Juleeventyr’ med 12.825 besøgende og Reumert-vinderen ’Teaterkoncert C.V. Jørgensen’, der havde 10.575 besøgende.

To Reumert-priser vandt teatret i øvrigt i et trængt år for henholdsvis ’En fortælling om blindhed’, der vandt Årets Særforestilling 2021, og som tidligere nævnt vandt ’Teaterkoncert C.V. Jørgensen’ også. Det var for Årets Musikforestilling 2021. Herudover modtog teatret i alt fem Reumert-nomineringer.