Fortsæt til indhold

Fra Bourgogne til Aarhus Ø

Restaurant Havnær indbyder til Winemakers Dinner med Knud Kjellerup, manden bag vinhuset Albert Sounit i Bourgogne.

Kultur og byliv

Restaurant Havnær på Aarhus Ø har begået lidt af et kup, når man fredag den 28. januar byder indenfor til en eksklusiv Winemakers Dinner med Knud Kjellerup, der står bag det imponerende vinhus Albert Sounit beliggende i Bourgogne.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra restauranten.

»Vi er helt forelskede i de gyldne dråber, som vi modtager fra Albert Sounit. Derfor vil vi gerne, sammen med Knud, dele vores kærlighed til Albert Sounit med resten af Aarhus. Så det er bare at tage sine bedste vin-drikkende venner under armen, slå lyttelapperne ud, læne sig tilbage og nyde en velsmagende og inspirerende aften i vinens og gastronomiens tegn,« udtaler Restaurantchef Anne Mortensen.

Knud Kjellerup betegnes som en pioner inden for vinbranchen i Danmark, og er et kendt ansigt i Aarhus.

På hjemmebane

Knud Kjellerup begyndte at importere vin til Østjylland i midten af 1970’erne, og var dermed med til at skabe den store interesse for vin, vi ser i dag.

I 1993 overtog han vinfirmaet Maison Albert Sounit i Rully i Bourgogne sammen med et par gode venner og i 2006 kom Domaine Bernollin med i familien. Knud Kjellerups store indsats og engagement kombineret med hans store lyst til at forfine og udvikle de gode druer, har betydet et kæmpe løft for de to vinhuse.

Winemakers Dinner med Knud Kjellerup fra Maison Albert Sounit i Rully i Bourgogne er med start kl. 18.00 på Restaurant Havnær, Dagmar Petersens Gade 119, Aarhus Ø.

Billetsalget er gået i gang.