Weekend i Skanderborg: Stjålne designermøbler, rødt-lys kørsel og butikstyv på jagt efter mascara
Flere designmøbler stjålet fra villa.
Ejerne af en villa på Harrevej i Skanderborg er blevet en hel del design-genstande fattigere i løbet af weekenden.
En ukendt tyve, eller ukendte tyve, brød i løbet af søndag ind i huset på Harrevej via et sydvendt vindue og stjal flere designmøbler, en designlampe, designtasker, smykker og herreur.
Det oplyser vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi, Stig Heidemann.
Indbruddet fandt sted i tidsrummet 6.45-20.10 søndag.
Kørte over for rødt
Der er sket et enkelt færdselsuheld i Skanderborg Kommune i weekenden.
En 49-årig kvinde fra Ry kørte i krydset Ladegårdsbakken/Højvangen over for rødt lys og blev påkørt af en 61-årig mand.
Der skete kun materiel skade ved sammenstødet.
Mascara-tyveri
En 26-årig kvinde fra Aarhus gjorde sig søndag til tyv over en mascara til 195 kroner, oplyser vagtchefen.
Kvinden gik ind i Føtex i shoppingcentret Bloms Butikker, puttede mascaraen i lommen. Da hun ville forlade Føtex, blev hun stoppet og tilbageholdt af en vaks butiksansat, indtil politiet kom.
Kvinden er blevet sigtet for tyveri.