Fortsæt til indhold

Behov for kosttilskud afhænger af alder og livsstil

Vitaminer og mineraler er nødvendige, men heldigvis får de fleste tilstrækkeligt gennem den almindelige kost. De har derfor ikke behov for at supplere maden med kosttilskud.

Kultur og byliv

Danskerne er storforbrugere af kosttilskud. Sådan lød konklusionen på en analyse fra DTU Fødevareinstituttet i 2016.

Analysen viste, at seks ud af 10 danskere tager et eller flere kosttilskud. Der foreligger ikke nyere analyser af området, men Danmarks Statisk kunne i 2019 oplyse, at inden for handel på nettet, var ”medicin og kosttilskud” den kategori, der voksede mest forholdsmæssigt. Af de forbrugere, der handlede på nettet i 2009, købte ni procent medicin og kosttilskud. Det var i 2019 vokset til 25 procent. Til sammenligning købte 27 procent dagligvarer på nettet. Det er dog værd at bemærke, at tallene er indsamlet inden corona-epidemien.

I sin undersøgelse konkluderede DTU Fødevareinstituttet, at langt de fleste mennesker i Danmark får tilstrækkeligt med vitaminer og mineraler fra kosten alene. Der er dog få undtagelser.

Nogle har brug for D-vitamin

Nogle danskere kan have brug for at tage D-vitamin. Vi får dækket hovedparten af vores D-vitaminbehov via sollyset om sommeren, men om vinteren er kosten den væsentligste kilde til D-vitamin. Hvis man skal spise sig til D-vitamin, er der mest at hente i fede fisk, for eksempel laks, sild, makrel og sardiner, samt torskerogn, torskelever og torskelevertran.

Raske danskere, som følger rådene om at få sol om sommeren vil normalt ikke have behov for kosttilskud med D-vitamin.

Ifølge DTU Fødevareinstituttet har de 11 til 17-årige dog et utilstrækkeligt indtag af D-vitamin fra kosten. Hele 97 procent af aldersgruppen 11 til 17 indtager mindre D-vitamin gennem kosten end den mængde, der bliver anbefalet.

D-vitamin om vinteren

Sundhedsstyrelsen anbefaler da også, at børn over fire år og voksne tager et dagligt tilskud på 5-10 mikrogram D-vitamin i vinterhalvåret (oktober til april). Til børn under fire år anbefaler Sundhedsstyrelsen 10 mikrogram D- vitamin året rundt.

Samme anbefaling giver Sundhedsstyrelsen til en række andre grupper: Gravide og kvinder, der ammer, børn og voksne med mørk hud, børn og voksne, som bærer en tildækkende påklædning om sommeren, samt personer, som ikke kommer udendørs til daglig eller undgår sollys.

Personer over 70 år, beboere på plejecentre og personer i øget risiko for knogleskørhed uanset alder bliver af Sundhedsstyrelsen anbefalet 20 mikrogram D-vitamin dagligt kombineret med 800-1000 mg calcium hele året rundt.

Jern til de gravide

De gravides kost får flere ord med på vejen af Sundhedsstyrelsen.

»Det, du spiser og drikker under graviditeten, har betydning for barnets udvikling i livmoderen. Hvis du lever efter de officielle kostråd og spiser sundt og varieret med mange grøntsager og fisk flere gange om ugen, vil du få de fleste af de vitaminer og mineraler, der er behov for, gennem maden.«

Sundhedsstyrelsen anbefaler samtidig, at gravide tager tilskud af folsyre, D-vitamin og jern. Desuden anbefales gravide at få tilstrækkeligt med kalk, enten gennem kosten eller som tilskud.

Folsyre indtager man blandt andet ved at spise lever, nødder, mørkegrønne bladgrøntsager, bælgfrugter og leverpostej. De tre sidstnævnte fødevarer indeholder også jern, som man desuden kan få gennem kød, indmad og fuldkornsprodukter.

Kartofler, visse grøntsager, citrusfrugter og rødt kød hjælper kroppen til at optage jern, mens mejeriprodukter og kornprodukter har den modsatte virkning.

Multivitaminer er populære

DTU Fødevareinstituttets analyse viser, at et bestemt kosttilskud er særligt populært. Det er de såkaldte multivitamin-mineraltilskud, som mange gerne supplerer kosten med.

Forbrugerrådet Tænk har undersøgt en række myter om vitaminpiller. En af dem lyder: Hvis jeg spiser en multivitaminpille her dag, kan jeg spise, hvad jeg vil.

Vitaminpiller kan ikke erstatte en sund og varieret kost. (...) Det kan desuden være sværere for kroppen at optage nogle vitaminer og mineraler fra piller end fra din mad.
Forbrugerrådet Tænk

Forbrugerrådet Tænk giver påstanden følgende karakter: Falsk, og skriver som uddybning:

»Vitaminpiller kan ikke erstatte en sund og varieret kost. Maden indeholder nemlig meget andet end vitaminer og mineraler. Mad giver dig en masse andre livsvigtige næringsstoffer som protein, fedt, kulhydrat og fibre. Du skal derfor ikke skære ned på den nærende mad, bare fordi du tager en vitaminpille. Det kan desuden være sværere for kroppen at optage nogle vitaminer og mineraler fra piller end fra din mad. Spiser du en sund og varieret kost og lever efter de officielle kostråd, får du i de fleste tilfælde alle de vitaminer og mineraler, du har behov for.«