Fortsæt til indhold

Healeren er vores dages kloge mand og kone

I århundreder har danskerne søgt hjælp hos mænd og kvinder med særlige evner. I dag kaldes de for healere, og nogle af dem har suppleret deres medfødte evner med en uddannelse.

Kultur og byliv

I gamle dage kunne man opsøge folk, der kunne hjælpe på forskellige lidelser bare ved at stryge deres hænder hen over kroppen. Ofte oplevede folk i hvert fald, at deres dårligdomme gik væk i større eller mindre grad.

Dengang blev den slags behandlere alt efter køn ofte kaldt for ”kloge mænd” eller ”kloge koner”. Deres evner gik tit i arv fra generation til generation.

I dag er det ikke betegnelser, man bruger så meget, men de kan dukke op i en google-søgning.

»Jeg er nok, det man i gamle dage ville kalde for ”En Klog Mand”, da jeg har evnen til at opfange de bindinger, der gør, at livet nogle gange kan volde dig nogle udfordringer, der kan være vanskelige at løse ved egen hjælp,« skriver en behandler for eksempel på sin hjemmeside.

En anden skriver, at hendes farfar jævnligt besøgte en ”klog mand”, som behandlede ham med strygninger hen over kroppen.

»I dag ved jeg, at healing i hvert fald må have været ét af hans værktøjer.«

Ordene ”healing” og ”healer” bliver i dag brugt af langt hovedparten af de mennesker, som udfører behandlinger, der ligner dem, de kloge mænd og koner udførte i gamle dage. Hvis man oversætter healing til dansk, betyder det simpelthen ”helende”. Healer-Ringen, som er en forening af healere i Danmark, skriver på sin hjemmeside, at healing betyder at gøre hel.

Registrerede healere

Der findes ingen præcis definition på, hvad healing er. Som udgangspunkt er healing baseret på teorien om, at kroppen har sit eget energisystem, hvor kroppen gennemstrømmes af en livsenergi, som cirkulerer i bestemte baner eller strømme.

Det er vigtigt, at denne energi får lov til at bevæge sig frit, da det medvirker til fysisk og psykisk velbefindende. Teorien er, at hvis der opstår ubalancer i energisystemet, kan det vise sig som sygdom eller i form af blokeringer forskellige steder i kroppen.

Healerens evner til at hjælpe andre, for eksempel ved at fjerne diverse blokeringer, vil de fleste nok opfatte som en medfødt gave. Det er dog også muligt at uddanne sig som healer og blive ”registreret alternativ behandler (RAB)”.

Ifølge foreningen Healer-Ringen kan medlemmerne blive registreret alternativ behandler, hvis de gennemgår en undervisning på mindst 660 timer.

Udsagn fra klienter

Behandlere over hele landet tilbyder en forskellige former for healing, både i deres klinikker og i form af fjernhealing. Hvis du er interesseret i healing, er det bedste udgangspunkt at spørge nogle i dit netværk, som du ved har besøgt en healer, om deres oplevelse. Eller gå i gang med at søge på de mange behandleres hjemmesider.

Her støder man blandt andet på udsagn fra klienter, der har haft gode oplevelser med behandlingen, som denne kvinde, der skriver til healeren:

»Jeg mærker en ro i min krop og mit hoved, jeg har ikke haft længe, og samtidig kunne jeg mærke at min allergi er meget bedre efter denne behandling. Jeg har døjet med allergi i mange år, nogle dage så de været virkelig slemt. I går inden healing var det så slemt, at jeg ikke kunne være nogen steder. Efter healing gik min allergi fra 8 til 1 på bare en behandling.«

Den form for vidnesbyrd og personlige oplevelser, er nok det tætteste, vi kommer på svaret på spørgsmålet: Virker healing?

Der foreligger i hvert fald ikke nogen danske, videnskabelige undersøgelser, som kan kaste lys over svaret.

Ingen effekt på svær sygdom

Mennesker med svær sygdom vil ofte søge andre veje end det traditionelle behandlingssystem i et forsøg på at finde en behandling, som kan hjælpe dem.

Det er sikkert med det udgangspunkt, at Kræftens Bekæmpelse behandler emnet i en grundig artikel på cancer.dk, hvor indledningen lyder:

»Healing hviler på et holistisk grundlag, hvor man opfatter krop og psyke som en helhed. Healing har ingen effekt på udviklingen og behandling af kræft, men mindre undersøgelser har vist, at healing kan mindske træthed og angst i forbindelse med alvorlig sygdom som kræft.«