Aarhus Teater præsenterer intet mindre end et mirakel i 'Ordet'
Mens to præster med hver sin tro slås, formår et uspoleret barn og en sindsforvirret præst at vække en død til live i 'Ordet'. Tro, tvivl og ret til at dømme andre er i spil
Instruktøren, Anja Behrens, måtte læse slutningen på ’Ordet’ hele tre gange, før hun kunne tro på, at forfatteren, Kaj Munk, var så kompromisløs, at han faktisk lod en død genopstå. Det gjorde han, og derfor sker det aften efter aften på Scala-scenen på Aarhus Teater fra 13. februar – 19. marts.
Der er kan man opleve en helt ny og meget smuk opsætning af klassikeren ’Ordet’. Scenografien er gennemført sort-hvid. Kun skuespillernes hud og hår er i farver og får dem til at træde ud fa det maleri, de er en del af. De spiller på sort sand med Vesterhavet i baggrunden.
Din internetbrowser understøtter ikke iframes. Det betyder, at videoen ORDET af Kaj Munk på Aarhus Teater ikke kan afspilles.
Vidoen er produceret af Jack Fridthjof, TV Aarhus
Der spilles igennem
Mathias Flindt spiller den ældste søn i en grundtvigiansk familie. Han gennemgår det helt store drama, da hans kone mister deres andet barn og dør af det. Alle følelserne bliver spillet helt ud over scenekanten.
”Det er en fysisk kraftpræstation, for vi arbejder med de helt store følelser. Samtidig er det meget komprimeret, fordi nogle af mellemregningerne er klippet ud. Det kræver nøje forberedelse at springe ind i de højspændte scener,” siger Mathias Flindt.
Stykket er skrevet for næsten 100 år siden i 1925. Men handlingen er ifølge skuespilleren meget vedkommende, fordi den spejler sig ind i nutiden.
”Det gør den ikke bare på grund af konflikten mellem forskellige trosretninger men fordi den handler om, hvad der sker, når noget bliver for firkantet,” siger han.
Morten Suurballe spiller den indremissionske far, som ikke vil give sin datter til den grundtvigianske familie, fordi han ikke vil acceptere deres tro.
”Jeg synes, at stykket handler om at have ret, at få ret og at tro, at man har ret til at udøve ret ind over andres tro og til at dømme dem, man ikke synes er rettroende,” siger Morten Suurballe.
Ekstra ekstra forestillinger af ’Lyden af de skuldre vi står på’
Ren kærlighed rykker
Anja Behrens er enig og undrer sig over de mange konflikter religion skaber i verden.
”Hvorfor bruger vi så meget tid på at definere hvad, der er den rigtige trosretning og i en grad, så vi nogle gange kommer i krig?” spørger hun.
”Vi må have et fælles mål om, at der skal være kærlighed. Vi kender det fra børn, der er helt upåvirkede af rigtigt eller forkert og som rummer kærlighed i den reneste form,” påpeger hun.
Det er netop den helt rene kærlighed og urokkelige tro, som får miraklet til at ske i ’Ordet’. Man kan kalde det, hvad man vil, og man kan tro eller lade være, men Inger vågner helt sikkert op fra de døde hver aften på Aarhus Teater.
Disse kulturoplevelser må du ikke gå glip af i 2020
FAKTA:
Spiller 13. februar til 19. marts på Scala
Er skrevet af digterpræsten Kaj Munk, der selv instruerede stykket, da det blev sat op første gang på Aarhus Teater
Er instrueret af Anja Behrens, der har skabt en helt ny version af stykket
Bliver spillet af Mathias Flint, Kjartan Hansen, Frederik Mansø, Luise Skov, Kaja Kamuk, Anne Plauborg, Kim Veisgaard, Christian Hetland
De to stridende familiefædre med hver sin tro spilles af erfarne Morten Suurballe og Henrik Birch, som har været tilknyttet de københavnske teatre, og som vi kender fra en række tv-serier.