Kunst & objekt: Unik kunst til gode priser er rykket ind i Latinerkvarteret
De to grafikere Lotte Enemark og Signe Bruun Bodal står bag kunstbutikken Kunst & objekt i Studsgade. Her fornyer de originale kunstplakater, litografier og tryk med håndlavede rammer og passepartout og sælger dem til priser, hvor alle kan være med.
På et hjørne i Studsgade 40 i Aarhus C ligger Kunst & objekt. En kunstbutik som Signe Bruun Bodal og Lotte Enemark står bag. Indenfor tager vægge dekoreret med nøje udvalgte originale litografier, tryk og kunstplakater fra top til bund imod. Over værkerne hvælver et kunstfærdigt loftsmotiv sig udført i glas og indrammet af smuk stuk.
»Vi overtog lokalet i Studsgade 1. november sidste år og rykkede straks ind med vores kunst og vores maskiner. Det smukke glasloft, stukken og gulvet har vi bibeholdt, fordi vi synes, det er med til at højne helhedsindtrykket. Det er helt tilbage fra engang her var bagerbutik. Man kan stadig se, hvor disken har stået,« siger Lotte Enemark og gør en fejende bevægelse med foden på gulvet, hvor mærket efter datidens bagerdisk og slid fra kunder i kø stadig er synligt.
Både hun og Signe Bruun Bodal er uddannet grafisk designer og mødte hinanden for ti år siden som kollegaer i branchen.
»Lidt uafhængigt af hinanden har vi begge to samlet på original kunst, litografier og plakater igennem årene og været bidt af at opfriske og forny værkerne med passepartout, ramme og glas. For et par år siden besluttede vi at gå sammen om at etablere et værksted i kælderen på Lottes hjemmeadresse i Risskov,« fortæller Signe Bruun Bodal.
I værkstedet i Risskov lærte Lotte Enemark og Signe Bruun Bodal sig selv at betjene forskellige former for maskiner, så de kunne skære glas og lave passepartout, så de ofte gamle værker kunne passe ind i en moderne indretning.
»Det rygtedes hurtigt, at vi havde vores lille værksted i Risskov, og pludselig fik vi mange forespørgsler på indramning af billeder. Det var jo på mange måder positivt, men det var bare ikke det, vi ville. Det vi gerne ville var jo at forny den kunst, vi selv havde samlet og give den nyt liv. Det er det vi kan og gør nu med Kunst & objekt,« siger Signe Bruun Bodal og lyser op i et smil.
Lotte Enemark nikker.
»Efterhånden som vores samling voksede, måtte vi sande, at vi også var nødt til at skille os af med nogle af værkerne. Vi kunne ikke sælge ud af vores kunst fra kælderen. Så drømmen var at få et kombineret værksted og butik, hvor vi kunne præsentere værkerne pænt. Med Kunst og objekt er den drøm gået i opfyldelse,« siger hun.
»Så fra at vi har haft en fælles interesse for kunsten som hobby, har vi nu fået fælles firma,« konkluderer Signe Bruun Bodal.
Fund fra nær og fjern
Kunst & objekt har længe haft en Instagram konto, hvor Signe Bruun Bodal og Lotte Enemark har præsenteret og solgt de fornyede værker.
»Via vores tid i kælderen i Risskov og vores Instagram profil har vi oplevet efterspørgsel fra kunder på at kunne gå ind et sted, finde ny kunst til væggene derhjemme til en rimelig pris og så tage det med hjem med det samme. Mange gange når man køber en plakat eller et billede, skal man også vælge en ramme og dernæst vente på at få billedet indrammet. Det skal man ikke hos Kunst & objekt. Vi har øje for det og har taget stilling til rammen. Så på den måde får man en nem løsning hos os,« forklarer Lotte Enemark.
Signe Bruun Bodal supplerer:
»Hos os kan kunderne få noget originalt uden at skulle betale en formue for det. Jeg tror, det billigste værk, vi har i butikken lige nu, koster under 200 kroner. På den måde er det muligt for alle at være med.«
Samtlige værker på væggene i Kunst & objekt har de to fundet ved opkøb, i genbrugsbutikker eller i dødsboer.
»Det er meget blandet, hvor vi har fundet vores kunst. Nogle kommer fra opkøb af private samlinger, nogle fra dødsboer og enkelte fra genbrugsbutikker. Indimellem er der også pensionister, som bare gerne vil af med noget af det, de har hængende,« fortæller Signe Bruun Bodal.
Hos os kan kunderne få noget originalt uden at skulle betale en formue for det. Jeg tror, det billigste værk, vi har i butikken lige nu, koster under 200 kroner. På den måde er det muligt for alle at være med.Signe Bruun Bodal, indehaver Kunst & objekt.
Når Signe Bruun Bodal og Lotte Enemark udvælger værker, sker det i høj grad ud fra en æstetisk, visuel vurdering og i mindre grad ud fra kunstnerens navn og værkets værdi.
»Når jeg udvælger værker, gør jeg det ud fra, hvad jeg selv ville have hængende derhjemme. Det er ligesom det, der er min målestok. Jeg kigger mere på form og farve end på, om værket er lavet af en særlig kunstner eller har en høj værdi,« siger Lotte Enemark.
Signe Bruun Bodal nikker enigt.
»Vi ser mere på det æstetiske udtryk og det visuelle end på navn og pris. Og så kigger vi da også på, hvad der er oppe i tiden. Men med en ny ramme kan stort set alt jo blive nutidigt igen,« siger hun.
Kig ind
I Kunst & objekt kommer Signe Bruun Bodal og Lotte Enemark til at tilbringe det meste af deres tid i værkstedet.
»Vi er nok nødt til at indrømme, at vi tilsammen har omkring 300 værker på lager. Så det at finde værkerne er ikke det, vi skal bruge vores tid på. Det har vi gjort!« griner Signe Bruun Bodal og tilføjer:
»Mange opgiver, når de har et billede, der er gulnet, eller hvor rammen er gået i stykker. Det fikser vi her i værkstedet ved at give billedet en ny ramme eller tilføje passepartout, som tager fokus væk fra et måske falmet eller gulnet motiv.« Mens hun taler, går hun fra butikken ud bagved i det omtalte værksted, hvor maskiner og et stort bord med kulørt pap, linealer og rammeprøver optager det meste af pladsen.
Som udgangspunkt holder Kunst & objekt åben torsdag og fredag. Men idet de to grafiske designere påtænker at arbejde i værkstedet alle ugens dage, opfordrer de alle, der måtte have lyst, til at kigge ind.
»Hvis vi er her, har vi åbent. Og så er man altid velkommen til at kigge ind. Derfor har vi også sat skiltet dér ud!« siger Lotte Enemark og gør et nik ud mod Studsgade, hvor et grønt skilt med “Kig ind” står placeret uden for butikken.
Kunst med historie
Værkerne på væggene i Kunst & objekt er primært fra 70’erne. For nuværende.
»Lige nu har vi primært billeder fra 70’erne udstillet i butikken. Planen er så løbende at skifte dem ud. Om nogen tid planlægger vi at udskifte dem med billeder fra 80’erne, hvor motiverne er mere geometriske og farverige,« fortæller Signe Bruun Bodal.
»Vi har flere temaer i pipeline. Og så er tanken også, at vi vil holde nogle små hyggelige ferniseringer à la “Kom ind og se vores nye 80’er væg!”« lyder det fra Lotte Enemark.
Ud over de mange kunstplakater finder man hos Kunst & objekt enkelte finurlige værker udført i keramik.
»Kunstobjekterne her er designet af os og udført af en erfaren keramiker. På den måde er hvert objekt unikt og håndlavet,« fortæller Signe Bruun Bodal og peger nogle af kunstobjekterne ud; citroner, tebreve, en håndmad med æg og rejer og en med rullepølse, ristede løg og mayo - alt sammen udført i keramik.
Både kunstobjekterne og samtlige billeder på væggene i butikken er til salg. Derudover fortsætter Lotte Enemark og Signe Bruun Bodal med at sælge al deres kunst via Instagram.
»Det er nemt at gå ind på vores Instagram, kigge på de forskellige værker og læse lidt om dem. Og købe, hvis man synes. Vil man gerne se værkerne fysisk, kan man komme ned i butikken og få mere at vide om eksempelvis trykket eller stilarten. Men man skal ikke vente for længe, for af gode grunde har vi jo kun en af hver,« siger Sigen Bruun Bodal.
»Jeg har indtryk af, at den der lille historie, som knytter sig til værket, kunstneren eller motivet betyder rigtig meget for folk. For mange tilfører den noget ekstra til værket. Derfor gør vi en del ud af at knytte en anekdote til hvert værk. Og kommer man ind til os i butikken, fortæller vi gerne alt det vi ved om de forskellige værker,« lover Lotte Enemark.
Positiv modtagelse
Kunst & objekt slog dørene op 3. december, og butikken er blevet taget godt imod af kunderne.
»Vi har haft mange forskellige kunder i butikken allerede. Både go’-tids-pensionister og unge. Det viser jo bare, at kunst er for alle,« siger Lotte Enemark.
»Folk har været enormt positive over stemningen i butikken. Flere går og fordyber sig, og rigtig mange kommenterer på det smukke glasloft, stukken og gulvet.«
Signe Bruun Bodal retter på et par af plakaterne på væggen, der tilsyneladende ikke hænger helt i vater. Så siger hun:
»Der er flere af vores ældre kunder, som kommer ind og spørger efter en specifik kunstner. Måske fordi de ser en stil, som minder dem om en speciel kunstner eller om en særlig tid. Så får vi en god snak om det. På den måde får vi også udvidet vores horisont.«
Lotte Enemark og Signe Bruun Bodals passion for værkerne – hvert og et – er tydelig. En passion de nu kan udleve hver dag i deres kombinerede butik og værksted.
»Med Kunst & objekt får vi lov til at have værkerne imellem hænderne hver dag og håndtere dem. Det er det, vi gerne vil.« Lotte Enemark lader nænsomt håndfladen kører hen over et ældre motiv, som har fået bordeaux passepartout og ditto ramme.
»Det er så dejligt at få lov til at arbejde med det, vi brænder for; at give originale litografier, tryk og kunstplakater nyt liv. Og så er det også virkelig dejligt, når kunder sender os et billede hjemme fra soveværelset, hvor de har hængt et værk op, som de har købt hos os. Det er skønt at se, at et værk har fået et nyt hjem. Det er jo det, der er hele formålet med Kunst & objekt,« fastslår Signe Bruun Bodal.