Kom på musikalsk rejse med harpen
Koncert i Værkets Koncertsal med Randers Kammerorkester og harpenisten Tine Rehling.
Fire danske komponister står på programmet, når Randers Kammerorkester onsdag 9. februar spiller koncert i Værkets Koncertsal sammen med harpenisten Tine Rehling. Koncerten er en rejse i tid op gennem dansk historie fra Frederik Rungs romantiske Serenade og Carl Nielsens Lille Suite for strygere over Per Nørgårds Consolazione for soloharpe til uropførelsen af den helt nutidige Anders Koppels harpekoncert.
Koncerten er arrangeret i et samarbejde mellem Randers Kammerorkester og Kammermusikforeningen Brage, og uropførelsen gennemføres med støtte fra Statens Kunstfond.
Inspireret af Harpo Marx
For et par år siden opfordrede Tine Rehling komponisten Anders Koppel til at skrive et nyt stykke musik for soloharpe og kammerensemble. Resultatet blev et værk, der har fået titlen ”Harpo”, hvor Koppel er inspireret af både Tine Rehlings eminente evner som harpenist og Harpo Marx fra filmene med Marx Brothers. Harpo optræder som den stumme af tre brødre og taler kun gennem fagter og grimasser men først og fremmest gennem musikken. Anders Koppel beskriver selv, hvilken betydning Harpo Marx har for den nye harpekoncert:
»Han taler kun gennem musik og bevægelse. Hans harpespil er udsøgt og hans musikalske frasering veltalende. Hans energi er ukonventionel og hans nærvær poetisk. Alt dette skabte den atmosfære, i hvilken jeg komponerede “Harpo”.«