Kære Svend, du levede med nysgerrighed og glæde over, hvad tilværelsen havde at byde på

Kære Svend.

I formiddags, 28. januar 2022, brød solen igennem det grå, kølige og triste januarvejr, hvor stormen havde lagt sig, og lyste nådigt over søen og over husene på Næsset:

Sikke en velvalgt dag til en bisættelse.

Jeg vidste ikke, at du var gået heden, før jeg kom til de sidste sider i Uge-Bladet, som jeg lige havde hentet i postkassen, og så var det for sent at bivåne de ultimative ritualer, som nok kan skabe håb og fortrøstning hos de efterladte, som endnu har til gode at ligge på lit de parade, mens atter andre er rykket frem i kæden og nu står, som deres forældre og bedsteforældre stod på et tidligere tidspunkt og sørgede over deres afdøde.

Men skidt nu med det. Det er jo alligevel ikke dig, der ligger i kisten, så mine tanker i forbindelse med din afrejse når dig nok lige så uforstyrret hernede fra nr. 23, som havde jeg været med i Slotskirken.

Jeg håber, du kom herfra uden alt for megen smerte og med vældig appetit på det eneste liv, vi kender lidt til, og som vi gennemgående gerne vil fortsætte med, fordi det andet synes så usikkert, definitivt og svært forståeligt uden facitliste og uden den mindste smule viden om, hvad den død, vi, der stadig lever, har til gode, mon er for noget.

Det var midt i januar for 46 år siden, at jeg så dig for første gang, da jeg var ved at købe huset over for dit, og hvor dine rolige bemærkninger angående et sådant huskøb gjorde et stort indtryk på mig. Siden snakkede vi jævnligt over vejen eller nede ved søen om alle hjørner af tilværelsen, og du fortalte om din datter og dine børnebørn, som undertiden boede i telt i jeres have. Så døde din hustru i 2015, og du solgte snart efter din ejendom på Næsset og flyttede ned på Adelgade, hvor du fik nogle gode år med din veninde, som må undvære dig ligesom din datter og svigersøn, børnebørn, oldebørn og øvrige familie.

Men i betragtning af, at det er et væsentligt livsvilkår for alle kvindefødte væsener, er det vel også til at komme over, idet du levede med nysgerrighed og glæde over, hvad tilværelsen havde at byde på gennem hele dit liv. Og sæt nu, at den død, du lige har oplevet, ikke er livets modsætning, men et aspekt af dette liv, som først åbenbarer sig, når livet, som vi kender det, er forbi, så er der vel al mulig grund til fortsat at være nysgerrig og åben over for alt det, vi umuligt kan fatte, men som heller ikke kan udelukkes at være (selv om vi altså ikke med vore begrænsede evner kan fatte det).

Det var så hyggeligt, kære Svend, gennem alle årene, at udveksle synspunkter med dig, når vi mødtes ved hækken her eller ovre ved din velplejede græsplæne, og fik vi ikke en sjælden gang en lille øl til at skylle alle indtrykkene ned med, inden vi hver gik til sit.

Nu er der blevet skruet ned for solens skarpe lys, men jeg kan stadig se de mægtige og gamle egetræer fra mit køkken, hvor jeg sidder og rister dig en minderune, ihukommende alt det – eller i hvert fald noget af det – der var i omkring 40 år.

Nu er du blevet bisat, og klokken er lidt i tre, og måske tænker du midt i vrimlen af mange nye indtryk:

Var det virkelig det hele?

God fornøjelse med udforskningen, Svend, og udnyt ”tiden” godt!