Strik-event hos Painter's Yarn i Ry
Lørdag den 5. februar kan man se nærmere på Hanne Lindings strikkollektioner
Strikdesigner Hanne Linding kommer på besøg med sine strikkollektioner hos Joan Boesen, indehaver af mikrofarveriet, Painter’s Yarn. Det sker lørdag den 5. februar i tidsrummet 10-14. Til daglig fungerer stedet som både farveværksted og showroom, og helt specielt denne dag kan man så også se og mærke en kollektion af færdigt strik.
Fælles for begge kvinder er glæden ved naturgarner af høj kvalitet og legen med farver og unikke kombinationer. De har også begge fokus på kundernes individuelle ønsker om særlige farvekombinationer, længde på ærmer med videre.
Painter’s Yarn drives af Joan Boesen, der tidligere havde Flügger farver i Ry. Nu opererer hun i sit farveri, hvor hun håndfarver små portioner af lækre garner i kvaliteter som merinould, silke og mohair. Garnerne sælges over hele verden fra webshoppen paintersyarn.dk, men kan også købes og ikke mindst mærkes i showroomet på Brunhøjvej eller ved en af de udvalgte forhandlere rundt omkring i Danmark. Desuden kan man møde Painter’s Yarn på strikkefestivaler i løbet af året.
Hanne Linding Strik er et relativt nyt brand fra Ry, som kendes på sit feminine, farverige og enkle udtryk, hvor kvalitet og håndværksmæssige detaljer er i fokus. De enkelte styles er alle designet af Hanne Linding, men udvikles og strikkes op i samarbejde med små strikkeværksteder i Italien. De strikkede produkter forhandles gennem firmaets egen webshop, hannelinding.dk samt hos Malve Store i København.
Til strik-eventen er begge kvinder at finde i butikken på Brunhøjvej 8 i Ry mellem 10 og 14. Alle er velkomne.