Fortsæt til indhold

Event på Rampen: Techno & Twister for alle

Endelig bliver igen der fart på ungestedet Rampen ved Maltfabrikken.

Kultur og byliv

Kan du lide at slå knuder på dig selv i spillet Twister til tonerne af Techno? Så er Rampens næste event lige noget for dig.

»Alle er velkomne, men det er nok mest unge mellem 16 og 24 år, der kommer,« fortæller en af de to forkvinder, 18-årige Anne Sofie Glob.

De unge på Rampen kan noget med ord og events. Tidligere har de holdt Skak og Dak, og nu inviterer de altså til Techno & Twister.

»Vi brainstormer bare og finder på alt muligt, vi godt selv kunne tænke os at lave. Og uanset, om du kommer alene eller med nogle venner, så tager vi godt imod dig,« lover hun.

Altid uden alkohol

Sammen med de 11 andre medlemmer af Rampens Crew arrangerer hun events en gang om måneden hele året rundt.

»Alle vores events er alkoholfrie. Nogle gange kommer der ikke så mange, men det er måske, fordi det kan være lidt svært at konkurrere med fester, hvor der drikkes. Men vi vil altså gerne tilbyde et alternativ og vise, at vi sagtens kan hygge os og feste igennem uden,« forklarer Anne Sofie Glob.

Rampen er en del af Maltfabrikken og har fået sit navn, fordi fabrikkens gamle læsserampe udgør rammerne for ungefællesskabet og skaterrampen.

Når der ikke er events, så har Rampen ingen faste åbningstider, men man kan altid prøve at stikke hovedet forbi og se, om der sker noget.

»Så kan man jo enten skate, hvis man kan lide det, eller bare sidde og hygge og drikke en kop kaffe,« afslutter Anne Sofie Glob.

Techno og Twister foregår 9. februar klokken 18.30 og kræver ingen tilmelding.