Fortsæt til indhold

Snit, snak og snobrød

Februar byder på snak, snit, snobrød og gåtur med Natur Retur.

Kultur og byliv

Værter i Natur Retur er vågnet fra deres vinterhi. Januar måned var præget af corona-restriktioner, og derfor afviklede de ikke mange ture. Men nu åbner samfundet, og derfor glæder de sig til at invitere med ud i naturen i de kommende måneder.

»Den sidste vintermåned står for døren, og derfor vil vi nyde denne årstid, inden her bliver varmere og lysere,« skriver Natur Retur i en pressemeddelelse om vinterprogrammet.

»Vi vil invitere jer med på ture, hvor vi skal mærke kulden i kinderne og varmen i fødderne foran bålet. Vi skal også vandre langt og snitte, lave lækre snobrød med hinanden, mens vi snakker om stort og småt.«

Om Natur Retur

Foreningen Natur Retur består af en frivillig værtsgruppe af naturentusiaster fra Aarhus, der sammen udvikler og gennemfører ture på månedlig basis samt Natur Retur Højskole

»Vi mener, at der er blevet for langt mellem mennesker og natur - og også for langt mellem mennesker. Derfor har vi siden 2015 lavet lettilgængelige, sociale naturture i Aarhus’ lokalnatur for alle. Vi laver ture sammen, fordi vi synes, det er sjovt, for fællesskabets skyld og fordi vi gerne vil skabe rammer for at opleve og mødes i naturen!«

Arrangementer

Snit om bålet, 16. februar: Vi skal snitte og nyde hinandens nærvær, når vi tager på snitte-tur i havreballe skov.

Bål og luksussnobrød, 21. februar: I årets sidste vintermåned vil vi samles ved det knitrende bål for at lave lækre snobrød.

Heldags vandretur (25 km), 27. februar: Drag med Natur Retur ud på eventyr, når vi vandrer fra Aarhus til Skanderborg.

Foreningen opfordrer til at bliv hjemme, hvis du har symptomer.

»...og hvis du ikke er færdigvaccineret, er det god stil at at tage en test, før du dukker op.«