Gudstjeneste: Kom med ud under åben himmel
Ebeltoft Gårdbryggeri er rammen, når sognepræsterne Maria Louise Sønderby og Mia Brøgger laver gudstjeneste i Vor Herres fri natur
”Det skete igen/Helt utroligt/At sommeren kom/Stille, roligt/Syrenernes duft/Den sitrende luft/Nu glemmer vinterens fornuft/Luften er hvid/Solen danser/Nu mærker jeg alle/Mine sanser/Græsset er grønt/Himlen er høj/Nu smider jeg sjælens vintertøj/Jeg vil ud/Jeg vil ud/Ud på det dybe vand/Jeg vil ud/Derud hvor jeg bli’r svimmel.”
Lyder det i en gammel sang fra Tøsedrengene med tekst af Anne Dorte Michelsen, mor til den unge og meget estimerede digter Olga Ravn.
Ud under åben himmel rykker også kirken Kristi Himmelfartsdag. Naturen ved Ebeltoft Gårdbryggeri skaber de smukkeste rammer, når sognepræsterne Maria Louise Sønderby og Mia Brøgger inviterer uden for til gudstjeneste under åben himmel.
Ved Kristi Himmelfart fejres det, at Jesus for til himmels; altså at Gud nu ikke kun er et sted, men alle steder, som himlen berører, og det understreges med musik ved Torben Harboe på violin og Mogens Balle på piano, fællessang og gode ord samt udsigt til både himmel og hav.
”Vi glæder os meget over samarbejdet med Ebeltoft Gårdbryggeri. Ved at holde gudstjenesten på dette sted ønsker vi, at folk fornemmer den frihed og glæde, der netop kendetegner Kristi Himmelfart,” udtaler de to unge sognepræster.
Efter gudstjenesten er der mulighed for at spise en eventuel medbragt frokost, mens drikkevarer og en pølse kan købes i bryggeriet.
Præsterne opfordrer til, at man medbringer klapstole eller tæpper til at sidde på.
Skulle vejret nu mod al forventning vise sig fra den våde side, rykkes gudstjenesten til Hyllested Kirke.
Arrangementet afholdes i et fællesskab mellem kirkerne Ebeltoft-Dråby-Handrup og Tirstrup-Fuglslev-Hyllested-Rosmus samt Ebeltoft Gårdbryggeri torsdag 30. maj klokken 11.