Lyse nætter og varme dage i Bregnet Kirke
Stemningsfuld maj-koncert onsdag aften med Børnekorene og Ungdomskantoriet
Alberte Windings dejlige popsang ’Lyse Nætter’ er blevet en evergreen, der på smukkeste vis byder maj og forsommeren velkommen med dejlige linjer som:
Nu kommer fuglene igen
og lyset vælter pludselig ind
Det kommer gennem alle sprækker
lyse nætter er tilbage.
Du er tilbage, du er hos mig
Du er tilbage, med varme dage
Du er hos mig
Den og mange andre sange/salmer, der hører denne tid på året til, vil lyde i Bregnet Kirke onsdag 22. maj.
Børnekorene og Ungdomskantoriet fra Bregnet Kirke under ledelse af organist og korleder Helle Sandberg Zederkof synger sange om lys, liv, tro, tvivl og kærlighed.
For eksempel en musikalsk version af Martin Luther Kings berømte ’I have a dream’ tale holdt i 1963 i Washington D.C. i forbindelse med den store borgerrettighedsmarch ’March on Washington for Jobs and Freedom.’
Endvidere Sebastians ’Anemonesangen’ fra hans Astrid Lindgren-musical ’Ronja Røverdatter’, der en hyldest til roen som sænker sig i mørket:
Dagen er så travl for de forfløjne,
alle de forpjuskede og næsten nøgne.
Natten er så fuld af gule øjne,
der i mørket, der på himlen, alle vegne.
Åh anemoner - lad mig sove i den hvide seng.
Åh anemoner - under stjerner i en blomstereng
Der bliver også rig lejlighed til at nynne/synge med på en række fællessange.
Koncertstart klokken 19.