Fortsæt til indhold

Ad den gamle banesti til Pindstrup Kirke

Traditionen med en aftentur i maj med start fra Marie Magdalene Kirke til en nabokirke er ikke blevet pillet af brættet

Kultur og byliv

Det er blevet en fin tradition med en gåtur på en lun majaften med start fra Marie Magdalene Kirke og til en nabokirke.

I år er turen programsat til onsdag 22. maj.

Klokken 18.30 går turen fra Marie Magdalene Kirke og ad banestien til Pindstrup Kirke, hvor der holdes en kort andagt og drikkes kaffe, før alle drager hjemad igen.

Der vil være mulighed for at blive kørt tilbage i bil eller få et bagsæde på en motorcykel. Medlemmer af den lokale klub, Slowriders, holder klar uden for kirken.

Der bliver naturligvis rig lejlighed til inden da at beundre den smukke Pindstrup Kirke, der er tegnet af arkitekt C. F. Møller og indviet i 1968. Kirken rummer som bekendt flere betydelige kunstværker, bl.a. et krucifix af billedhuggeren Robert Jacobsen og 4 mosaikruder, som kunstneren Peter Brandes står bag, med motiver, der alle er hentet fra Det nye Testamentes påskeberetninger.

Ved indgangen til kirken kan billedhuggeren Erik Heides kunstværk, der blev indviet i 2009, beundres.

Det var penge fra Mindefonden Ninna og Albert Møller, der gjorde Erik Heides kunstværk muligt. Menighedsrådet modtog i 2003 en gave fra Mindefonden, hvor 100.000 kroner var indsat på en konto med følgende deponeringspåtegning: ”Indestående kan alene hæves mod dokumentation for, at beløbet alene anvendes til udsmykning/anskaffelser til Pindstrup kirke i det omfang, udgiften ikke kan afholdes over driften.”

Menighedsrådet besluttede i 2009 at anvende restsummen af de 100.000 kroner til et kunstværk, og et nedsat kunstudvalg tog kontakt til Erik Heide, der straks sagde ja til opgaven og sendte flere forslag frem til udvalget, før Menighedsrådet i foråret besluttede sig endeligt.