Dinosaurer, mumier og robotter indtager biblioteket i vinterferien
I vinterferien vil der både være dinosaurer, mumier og Lego-kamprobotter på Skanderborg Kommunes Biblioteker.
Aktiviteterne på Skanderborg Kommunes Biblioteker i efterårsferien tager udgangspunkt i forskellige tidsaldre.
Dino workshop
Første stop på tidsrejsen er en dino-workshop, hvor børn i alderen 7-10 år får mulighed for at blive dinosaurjæger for en dag.
Her vil dinosaurekspert Steen Andersen fortælle om sine oplevelser ved udgravninger.
»Det bliver ret vildt, for udover at vi skal høre om dinosaurer, vil der også være mulighed for at røre ved ægte dinosaurknogler og æg, ligesom vi også alle sammen kan prøve at hugge fossiler ud og undersøge dem i laboratoriet,« siger i en pressemeddelelse Nanna Rømer Haubjerg, som er børnebibliotekar på Skanderborg Bibliotek.
Egyptiske mumier
Næste stop på tidsrejsen foregår i Egypten – eller sådan kommer det i hvert tilfælde til at føles. For når børnebogsforfatteren Kathrine Eg Mølhave afholder ”Mumiehygge” på bibliotekerne, er det med en blanding af oplæsning og kreativ workshop.
Hun vil nemlig både læse op fra Tut og tumult-bøgerne og fortælle om faraoer, magiske symboler og mumier.
Robot-byggeri
Tidsrejsen slutter i nyere tid og sætter børn (fra 10 år og opefter) i selskab med robotter fra Lego Mindstorms. Og her handler det altså om at være beredt – både til at bygge en solid robot og til efterfølgende at gå i kamp mod de andre robotter.
Heidi Primdahl Jakobsen, som er børnebibliotekar på Galten Bibliotek er begyndt at glæde sig:
»Hverken på Galten Bibliotek eller på Hørning Bibliotek kommer det til gå stille for sig til disse workshops. For i selskab med en rigtig robot-bygger, skal vi først og fremmest lære noget om, hvordan man bygger og programmerer sin robot. Og derefter skal vi faktisk dyste mod hinanden i et battle, der kaldes for robotsumobrydning. Og det bliver vildt…«