Kim Sagild: "Mit samarbejde med Thomas Helmig har været livsdefinerende"

“Afrika, Afrika

Det bli’r bedre dag for dag

Hvis vi gi’r en hånd til Afrika

Vi gi’r, hva’ vi har for din sag, Afrika.”

Det er med stor sandsynlighed nemmere at finde de få, der ikke har skrålet med på Afrika-sangen end alle os, der har. Bag nummeret fra 1985 står musiker, sangskriver og producer Kim Sagild.

“Afrika” er blot et af en lang række melodier, Kim Sagild er musikmesteren bag. I rundt regnet 50 år har han skrevet, komponeret og produceret musik til nogle af de største stjerner herhjemme, til teater, musicals og tv – og til sig selv.

»Jeg er det, man kalder autodidakt. Jeg fik min realeksamen i ‘69 og blev musiker lige efter. Jeg har kunnet leve af musikken, fra jeg var 23 år, hvor jeg sammen med blandt andre Kasper Winding og Aske Bentzon dannede bandet Buki Yamaz« fortæller Kim Sagild.

Fra Buki Yamaz med Kim Sagild som guitarist første gang serverede en blanding af latinamerikansk musik og funk tilbage i ‘73, så Kim Sagild sig aldrig tilbage. Musikken var og blev hans kald.

»Jeg har lavet rigtig meget igennem årene, som jeg er stolt af. En stor del af det, vi lavede med Buki Yamaz, er jeg stolt af. Og jeg er stolt af det, jeg har skabt sammen med blandt andre Nanna, Thomas Helmig og Sanne Salomonsen. Og så er jeg da stolt af at have fået idéen til “Afrika” sammen med Jesper Bay fra pladeselskabet Genlyd - og af at have produceret og mikset singlen,« lyder det fra den erfarne og igennem 37 år Aarhus-baserede musiker.

“Afrika” er komponeret og skrevet af sangerinden Nanna Lüders, og nummeret blev indspillet af en række af 80’ernes største danske pop- og rockmusikere som en støtteplade til fordel for de sultende i Afrika.

»Det giver mig glæde, at et nummer som “Afrika” stadig både bliver spillet i radioen og købt. Alle involverede arbejdede gratis dengang, så hver gang nogen køber “Afrika”, går pengene til Røde Kors. Det er en god følelse. Samtidig har sangen åbnet nogle døre – og gør det stadig – for mig, så jeg har fået mulighed for at lave noget sjovt og helt anderledes. Det er jeg meget taknemmelig for,« siger Kim Sagild oprigtigt.

Når man kigger ned over Kim Sagilds CV, bliver man ikke alene imponeret, man bliver også en anelse forpustet. Det opremser alt det, Kim Sagild har været musiker på, idémanden bag, har produceret og komponeret. Og det er ikke så lidt: fire tætskrevne sider.

»I mine mange år i musikbranchen har jeg lavet rigtig meget forskelligt og har mange minder med mig. Gode minder. Mit samarbejde med Thomas Helmig er et af dem. Det samarbejde er jo i virkeligheden årsagen til, jeg flyttede til Jylland i midt 80’erne og bor i Aarhus. Det var her jeg mødte den kvinde, jeg i dag er gift med og har en søn med. Så mit samarbejde med Thomas har indirekte været livsdefinerende for mig,« fortæller Kim Sagild og tilføjer:

»Jeg arbejdede meget sammen med Kasper Winding fra slut 70’erne og ind i 80’erne. Vi har både spillet, komponeret og produceret sammen. Kasper er vanvittigt dygtig! Jeg havde ørerne helt foldet ud i de år og har lært helt enormt meget af ham.«

Tosproget guitarist

I de senere år har Kim Sagild brugt en stor del af sin tid på at skrive og indspille sine egne numre. Han har udgivet to dansksprogede albums med sine egne sange og et engelsksproget album med kendte jazz-, soul- og bluesnumre sammen med den akustiske trio “Dansk Amerikansk Musikklub”. 28. januar i år udgav han sammen med den unge, debuterende sangerinde Cecilie Rowedder albummet “Bossa Blue” med ny nordisk Bossa Nova.

»Jeg har udgivet to soloalbums, men jeg er jo ikke rigtig sanger... Jeg kan godt synge, men det er ikke min hovedting. Guitaren er min hovedting. Så da jeg havde skrevet numrene til “Bossa Blue” spillede jeg dem for Cecilie...« Kim Sagild tøver et par sekunder og indskyder så:

»Cecilie og jeg har tidligere arbejdet sammen i forbindelse med trioen “Dansk Amerikansk Musikklub”. Hun var en af mine elever, da jeg underviste i musik på en højskole for nogle år tilbage. Det var der, vi lærte hinanden at kende.«

»Cecilie er en fremragende sangerinde, der er opdraget med jazz og blues fra sine forældre, ligesom jeg selv er det. Cecilie er debutant, men når hun synger, lyder hun som en, der har været i gamet i 20 år. Så hun og jeg blev enige om, at hun skulle synge sangene på “Bossa Blue”, og at jeg skulle spille guitar til,« fortæller Kim Sagild videre.

Efter at have øvet siden sommeren 2020, gik Cecilie Rowedder og Kim Sagild i hans studie i Bissensgade på Frederiksbjerg i marts sidste år. Sammen med Peter Vuust på kontrabas og Lene Nørgaard på percussion indspillede de albummet “Bossa Blue” på bare to dage.

»Indtil videre har vi fået rigtig god respons på pladen, så jeg tror på, det kommer til at gå godt. Succesparameteret for os er, at vi kommer ud at spille. Derfor har jeg også produceret percussiondelen digitalt, så Cecilie og jeg kan tage ud og spille som duo,« siger Kim Sagild.

Alle 16 numre på albummet “Bossa Blue” er engelsksprogede og skrevet af Kim Sagild.

»Jeg er halvt amerikaner, så for mig er der ingen umiddelbar forskel på, om jeg skriver numre på engelsk eller dansk...« Kim Sagild holder en kort pause. Så genoptager han tråden:

»Eller... Måske jeg alligevel kan udtrykke mig mere nuanceret på dansk, hvor jeg trods alt har et større ordforråd. Det kan også godt være, jeg har en lille fornemmelse af at blive taget mere alvorligt, når jeg skriver på dansk... Men hvad end jeg skriver på engelsk eller dansk, arbejder jeg ud fra den samme skabelon: Jeg lægger ud med at skrive melodien, og så er det som regel, når jeg ude at løbe eller går en lang tur, sætningen til første strofe kommer.«

Tilbageblik uden ærgrelse

4. februar var der pladerelease på “Bossa Blue”. Samme dag som Kim Sagild fejrede sin 70 års fødselsdag.

»Alder er jo en mærkelig størrelse... Jeg er ikke ked af at fylde 70, men det kan godt frustrere mig, at der ikke er så lang tid tilbage, som der har været. Jeg tænker ofte på, hvad søren der sker, når vi dør, og det er altså ikke positive tanker der står i kø. Men samtidig er det også enormt livsbekræftende at have den bekymring. Jeg opfatter i stigende grad hver dag som en gave; for mig er hver morgen en vigtig morgen,« slår musikmanden fast.

Undervisningen lagde Kim Sagild på hylden for tre år siden, men musikken fortsætter han med, så længe han kan.

»Jeg er ikke specialist; jeg er ikke verdens bedste guitarist, verdens bedste sangskriver eller.... Jeg er generalist, og det er på mange måder min force. Jeg kan mange ting og har stadig mange ressourcer at trække på, også selv om jeg runder 70. Jeg har ikke satset alt på en hest. Jeg elsker at lave musik, men i dag handler livet for mig lige så meget om at feje nede i gården foran mit studie og nyde det. Det drejer sig meget om indstilling,« siger han.

Kim Sagild kan se tilbage på et langt liv i musikbranchen. Og det gør han – ser tilbage. På præstationer han er stolt over. Og på enkelte ting han gerne ville have gjort anderledes.

»Jeg var ret udisciplineret som ung og kunne ikke komme i gymnasiet, fordi jeg røg for meget hash og det, der var værre. Jeg havde tre år, fra jeg var 15 til jeg var 18 år, hvor jeg flippede ud. Som 18-årig blev jeg så helt almindelig. lovlydig borger. Jeg ville egentlig gerne have læst historie, men det blev aldrig til noget. Men i stedet for at ærgre mig over det, beskæftiger jeg mig med det på min egen amatøragtige måde. Blandt andet igennem gode snakke og diskussioner med min søn, der læser filosofi og engelsk/amerikansk kulturhistorie på Aarhus Universitet.«

Kim Sagild holder endnu en pause. Den længste hidtil.

»Rent musikalsk, når jeg ser tilbage, burde jeg nok have lavet min egen musik tidligere. Det begyndte jeg først på, da jeg var i 50’erne. Jeg har jo altid bedt nogen om at være med, måske fordi jeg ikke troede, jeg kunne selv. Men det er ikke noget, der holder mig vågen om natten,« forsikrer han.

»Jeg er i reglen et meget positivt menneske og forsøger at få det bedste ud af livet. Det er sjovt på 37. år at være københavner i Aarhus. For det er jeg - man kan Ikke pille København ud af mig. Men jeg er helt vild med Aarhus, og jeg flytter ikke herfra. Nogensinde.«