Fortsæt til indhold

Samtykke på skoleskemaet i Uge Sex

Børn og unge skal i højere grad lære at mærke, forstå og respektere egne og andres grænser

Kultur og byliv
sra

Mange unge har svært ved at afkode og kommunikere grænser, når det kommer til sex, viser en ny undersøgelse fra Sex & Samfund.

Hver fjerde af de unge i alderen 16-29 år har været i tvivl om, hvorvidt de har overskredet deres sexpartners grænser. Mere end hver ottende har været usikker på, hvorvidt deres sexpartner har samtykket til sex. Og godt halvdelen har givet samtykke til noget seksuelt, selv om de ikke havde lyst. Det viser en ny, stor undersøgelse blandt unge, som Sex & Samfund har fået lavet i anledning af den årlige Uge Sex-kampagne. Undersøgelsen viser, at der er et stort behov for, at danske børn og unge lærer, hvordan man mærker, afkoder og respekterer både egne og andres grænser, samt forstår, hvad det vil sige at samtykke.

Et forebyggende værn

»Seksualundervisning på alle klassetrin i grundskolen og på ungdomsuddannelserne er et effektivt og forebyggende værn mod grænseoverskridende adfærd, seksuelle overgreb og voldtægt. Det giver fra en tidlig alder mulighed for at tale om grænser, relationer og forventninger til køn, og det vil give en vigtig forståelse, som børnene kan tage med sig ind i deres ungdoms- og voksenliv,« siger Lene Stavngaard, national chef i Sex & Samfund.

Sidste år fik vi en samtykkelov i Danmark. Siden den trådte i kraft, er antallet af anmeldelser og sigtelser for voldtægt steget markant, og ifølge Lene Stavngaard viser det, at loven er med til at nedbringe mørketallet af voldtægter, der aldrig bliver anmeldt. Men selvom samtykkeloven er en kæmpe sejr, kan den ikke stå alene. Det viser et mytefyldt debatklima og de fortsat mange MeToo-beretninger tydeligt.

»Der findes ikke hurtige eller nemme løsninger, når det handler om at nedbringe antallet af voldtægter. Samtykkeloven er en afgørende milepæl, men samtykke handler om mere end jura. Vi har brug for en markant og langsigtet kulturændring for at forebygge overgreb. Og det kræver et grundlæggende opgør med de myter, normer og forventninger til køn, der hersker i vores samfund,« siger Lene Stavngaard.

Tag snakken i klasseværelset og ved køkkenbordet

Af samme grund er Uge Sex med samtykke overskriften på årets Uge Sex-kampagne, hvor skoler over hele landet sætter seksualundervisning på skoleskemaet.

»De unge har brug for de faglige input, som de kan få i seksualundervisningen. De har brug for kvalificeret sparring og dialog – et rum, hvor myter kan punkteres, og viden bygges op. Manglende dialog og uvidenhed er perfekt gødning til, at myter kan gro og leve frit. Vi må ikke svigte fremtidige generationer. Det er vores alles ansvar at sikre, at de får bedre forudsætninger for at navigere i seksuelle situationer, end generationerne før dem har haft,« siger Lene Stavngaard.

En evaluering af seksualundervisningen i folkeskolen viser, at børn ikke får den undervisning i køn, krop og seksualitet, som de har krav på. Med Uge Sex-kampagnen opfordrer Sex & Samfund alle skoleledere i grundskolen og på ungdomsuddannelserne til at prioritere seksualundervisningen, og de håber, at også forældrene vil tage en snak med deres børn og unge om grænser, samtykke og forventninger til køn.