Fortsæt til indhold

Mere liv i Las Vegas forsamlingshus

Har du ide til en aktivitet, som mangler et sted? Så kan du i 2022 gratis låne forsamlingshuset Las Vegas Djurs.

Kultur og byliv
gs

Forsamlingshuset i skovkanten syd for Nørager og Fjellerup har i over 100 år budt på foredrag, fællesspisning, wokshops, koncerter og meget mere. Men faciliteterne, der kan rumme knap 100 mennesker, står ubrugte hen mange eftermiddage og aftener. Det synes bestyrelsen bag er synd, så derfor opfordrer de alle, som har en ide til hvordan huset kan bruges, til at henvende sig:

Vi håber, at huset i fremtiden vil summe af endnu mere aktivitet og energi fra frivillige i lokalområdet, som mødes om dans, motion, sang, spil og alt muligt andet.
Kirsten Katcher, kasserer i bestyrelsen for Las Vegas Djurs – Fjerupgårde forsamlingshus

»Las Vegas er en perle ude i skoven, som skaber sammenhængskraft herude, hvor der er langt til naboerne. Vi håber, at huset i fremtiden vil summe af endnu mere aktivitet og energi fra frivillige i lokalområdet, som mødes om dans, motion, sang, spil og alt muligt andet,« fortæller Kirsten Katcher, kasserer i bestyrelsen for Las Vegas Djurs – Fjerupgårde forsamlingshus, i en pressemeddelelse.

Forsamlingshuset og Norddjurs Kommune har indgået en forsøgsordning for 2022, hvor Norddjurs Kommune afholder udgifterne i forbindelse med mere brug af lokalet. Så hvis man har en frivillig aktivitet som eksempelvis strikkeklub eller yogahold, kan man låne huset gratis. Den eneste betingelse er, at aktiviteten ikke generer overskud til arrangørerne, ligesom private konfirmationsfester osv. stadig skal betale for lejen.

Bred vifte af aktiviteter

De knap 100 medlemmer og 40 tilknyttede frivillige har de sidste par år arrangeret workshops om fermentering, frugtpressere, 3d printer kurser samt månedlig fællesspisning, ofte med gæstekokke fra udlandet som eksempelvis flygtninge bosat i området.

Huset har desuden lagt gulv til talrige fester og koncerter. I efteråret spillede bl.a. Koppel og Søn med Alex Riel, kendt fra Savage Rose. Det er kommunens og bestyrelsens forhåbning, at forsøgsordningen vil medføre endnu flere arrangementer i det kommende år.

Interesserede kan kontakte Kirsten Katcher på mail kirstenkatcher@gmail.com .