Fortsæt til indhold

Fodpleje: Fra Grækenland til Hovedgaden i Rønde

42-årige Jannie Vestergaard har netop åbnet Syddjurs Fodpleje på Hovedgaden 39

Kultur og byliv

RØNDE Efter 15 år i Grækenland, hvor hun stiftede familie og drev en forretning med sports- og fritidsprodukter på øen Simi, en naboø til Rhodos, besluttede Jannie Vestergaard, 42, at flytte tilbage til Danmark i 2011. Siden da har hun haft forskellige jobs og lige nu er hun ansat ved biludlejningsfirmaet Hertz i Aarhus Lufthavn.

Men i weekenden åbnede hun tillige Syddjurs Fodpleje på Hovedgaden 39 (indgang fra Birkevej). Her deler hun klinik med Rønde Akupunktur og Kranio Sakral terapeut Pernille Scharling Toft.

”Jeg har brugt det seneste år på at tage en uddannelse som lægeeksamineret fodplejer med en fast beslutning om, at jeg ville starte min egen klinik,” siger Jannie Vestergaard, der bor i Eg på Mols.

”Jeg trængte efterhånden til at få mig en uddannelse, og jeg satser på at kunne kombinere arbejdet i Aarhus Lufthavn med pasning af klinikken til en start.”

Pensionister

Jannie Vestergaard forventer med tiden at kunne skabe sig en bred kundekreds. Pensionister og førtidspensionister kan kommunen bevilge hjælp til, hvis de pågældende har en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, der gør, at du ikke selv kan udføre den almindelige fodpleje. Hjælpen ydes efter servicelovens regler om personlig pleje. De kan få hjælp til: vask, negleklipning og indsmøring med creme. Det er hjemmeplejen, der bevilger hjælp til fodhygiejne.

Man kan booke en tid hos Syddjurs Fodppleje via hjemmesiden syddjursfodpleje.klikbook.dk/ eller telefon: 61 30 84 10.