Fuglsøcentret serverer Varm Chokolade
MOLS I rækken af bands med en længere fortid end fremtid, som Fuglsøcentret har gjort til en niche at præsentere, er det engelske funky soul-popband Hot Chocolate det næste i rækken.
Bandet blev dannet i Brixton, London, England i 1968. Medlemmerne af gruppen var Errol Brown, Tony Connor, Larry Ferguson, Harvey Hinsley, Patrick Olive og Tony Wilson sekunderet af hit-mageren Mickie Most.
Et år senere begyndte bandet at arbejde på en reggae-version af John Lennon sangen ’Give Peace A Chance’. Errol Brown havde ændret teksten til deres version, men blev informeret om, at han ikke kunne gøre dette uden John Lennons tilladelse, så en kopi af demoen blev sendt til Beatles Apple-pladeselskabet for at høre, hvad de syntes om indspilningen. John Lennon kunne lide versionen, og den blev udgivet på Apple.
Hot Chocolates største hit er ’You Sexy Thing’ fra 1975, der kom ind på en 3. plads på Billboards Hot 100-chart, og optræder i flere film, heriblandt ’The Full Monty’ fra 1997.
Hot Chocolate var et decideret single-band, og som sådan havde de en lang og vedvarende karriere, som siden er blevet genoptaget.
Mellem 1970 og 1986 havde Hot Chocolate således 19 Top 20-hits i England, hvoraf de 11 kom på Top 10.
Lørdag 27. april skal de røde dansesko i sving, når veteranerne fyrer hits efter hits efter hits ....af på Fuglsøcentret.
Hot Chocolate giver 70 minutters koncert uden pause. Efter koncerten, vil Reminders spille op til dans, og baren åbner resten af aftenen.