Fortsæt til indhold

DR beklager at fan fik betalt flybillet i Kandis-dokumentar

Instruktør bag "Kandis for livet" gav fan en billet til Costa del Sol og havde rekvisitter med hjem til fans.

Kultur og byliv
/ritzau/

Hvor meget må man påvirke en dokumentar?

Det spørgsmål er opstået, efter at det er kommet frem, at en medvirkende fan i den anmelderroste dokumentarfilm ”Kandis for livet” har fået en flyrejse betalt af holdet bag filmen.

Jesper Dalgaard, der er instruktør på filmen, bekræfter over for Jyllands-Posten, at der er betalt en flybillet til Costa del Sol for en fan, der kaldes ”Strøm”.

Strøm er førtidspensionist. Han rejser til Costa del Sol for at overvære en Kandis-koncert i anledning af bandets 30-års jubilæum.

Man ser i dokumentaren, at han inden afrejsen sælger sin bil til skrot, får 2000 kroner, hvorefter turen går til det sydlige Spanien. Men det bliver i filmen ikke fortalt, at han ikke selv betaler billetten.

Ifølge Jyllands-Posten er der yderligere en påvirkning: Instruktøren har selv taget nogle rekvisitter med, i forbindelse med at filmholdet har optaget hjemme hos Kandis-fans.

Filminstruktør Jesper Dalgaard ser ikke noget problem ved den metode, og han siger til Jyllands-Posten, at der ikke manipuleres med de medvirkendes indre liv.

Jesper Dalgaard skriver til Ritzau, at han ikke har flere kommentarer end dem, han har givet i forbindelse med interviews med fagbladet Journalisten samt Jyllands-Posten og Politiken.

Anders Thomsen, der er dokumentarredaktør i DR og DR’s redaktør på ”Kandis for livet”, beklager, at en medvirkende i filmen har fået betalt sin flybillet.

- Det er en fejl, hvis nogen har fået en flyrejse betalt. Det beklager vi. Når det er sagt, ændrer den fejl i min optik overhovedet ikke ved filmens overordnede fortælling og karaktertegning, siger Anders Thomsen i en mail til Jyllands-Posten.

Filmen er fra 2021, og den er blevet godt modtaget af anmeldere. Den var desuden nomineret til tre priser ved den danske Robert-uddeling tidligere på måneden, hvoraf den fik en for Årets Fotograf.

Filmen var blandt andet nomineret til Årets Dokumentarfilm. Den pris blev dog vundet af filmen ”Flugt”.