Dansktoppen indtager Pakhuset i Randers
Kirsten Siggaard, Drama Queen, Torben Lendager og Klaus & Servants og mange flere er med i Dansk Slager Parade 2022.
Pakhuset i Randers er lørdag 26. februar klar til endnu en gang at slå dørene op for årets største dansktopshow, nemlig Dansk Slager Parade 2022.
Hele 26 år har denne parade indtaget de store musikhuse rundt omkring i Danmark, og også i år er det et stærkt hold med hele tre melodi grand prix vindere, der er på scenen.
Blandt de medvirkende er Kirsten Siggaard og Drama Queen – hvis borgerlige navn såmænd er Peter Andersen.
Fra Tjekkiet medvirker en kvinde, Wendy, der med stor succes har optrådt overalt i verden. Hun spiller og synger blandt andet i det populære band Western Girls.
Pop og evergreens
Slagermusik er et vidt begreb, og det giver mulighed for en stor variation, når kunstnere og repertoire udvælges og sammensættes. Det åbner således også op for et af 70’ernes helt store popidoler, Torben Lendager, der leverer både hårdtslående pop/rock og hjertevarm dansk evergreen pop. Torben er den tredje grand prix vinder, da han komponerede vindersangen ’Vi sir ... Hallo Hallo’.
Endelig er også Michael Jensen med i år. Han er kendt fra duoen Mik & Pylle, som i 1994 havde dansktophittet ’Floden’, der lå på listen i 20 uger, heraf seks uger på 1. pladsen.
Paradens husorkester er Klaus & Servants, som akkompagnerer hele holdet. De har på det seneste markeret sig med nye sange, der har fået en flot modtagelse – men der er ingen tvivl om, at de også tager en tur til Herstedvester.
Hele showet bliver bundet sammen af Karin Strand-Holm, der med sædvanligt humør og glimt i øjet byder velkommen og præsenterer Dansk Slager Parade 2022.