Fortsæt til indhold

Tekstforfatter: Konsulinde Holm, formand for Korsbæk Husmoderforening

Matador i ord og toner ved sogneaften i Lime Forsamlingshus

Kultur og byliv

Den midtjyske duo ’Toner af Guld’, bestående af ægteparret Helle og Dynes Skovkjær, en klassisk sopran og en klaverspillende bedemand, stiller op med et længere koncertforedrag onsdag 20. marts i Lime Forsamlingshus med melodier fra Matador og tiden 1929 – 47.

En koncert, der tager udgangspunkt i de mange melodier, der i større eller mindre omfang indgår i TV-serien Matador.

Hvem mindes ikke Rødes bryllups-optræden med ’Visen om de tre musikanter’ med tekst af Oskar Hansen, de tyske soldaters traurige lieder i Korsbæk samt indslag på Postgaarden af finkulturel karakter.

Toner af Guld guider således publikum på en musikalsk tidsrejse fra 1929-1947, hvor genrerne er bredt repræsenteret med alt fra operette til revyviser og jazz.

’Sølvstænk i det gyldne hår’

Numrene binder Helle og Dynes Skovkjær sammen af små fortællinger og anekdoter om TV-succesen, musikken og perioden, og de integrerede fællessange afrundes på festlig vis af Konsulinde Holms - formand for Korsbæk Husmoderforening - sølvbryllupspoesi på ’Sølvstænk i det gyldne hår’.

Helle og Dynes Skovkjær har gennem ni år optrådt sammen ved talrige kirke- og sognekoncerter og private og offentlige arrangementer med et bredt repertoire, bestående af operette, musical, wienermusik, viser og evergreens samt den danske salme- og sangskat. Begge har en fortid som skuespillere på sommerspillet Busbjerg.

I 2015 udgav de cd’en ’Toner af Guld’, og i 2017 opførtes koncertforedraget ’Matador i ord og toner’ første gang.

Sogneaftenen i Lime begynder klokken 19.30.