Jazzet Hvalfugl på Kulturloft
Lørdag den 19. februar kan man opleve den aarhusianske jazztrio Hvalfugl på Kulturloft.
»Noget af det smukkeste, der er sket for dansk jazz i mange år.«
Så enkelt beskrev Jazznyts anmelder fænomenet Hvalfugl, som kan opleves på Kulturloft på Maltfabrikken lørdag den 19. februar. Den aarhusianske trio har i de seneste år gjort sig bemærket på den danske jazzscene som et nyt og originalt bud på den slags musik, der ligger dybt forankret i os alle sammen.
Skandinavisk jazz. Nordisk folkjazz. Moderne folkemusik. Mange forskellige betegnelser har været hentet frem i forsøg på at beskrive Hvalfugls musik. Men efterhånden – og efter tre album – står det klart, at Hvalfugl eksisterer i sit helt eget univers. Det er instrumentalmusik med lyriske melodier i atmosfæriske stemninger. Det er legende og samtidig højtideligt, smukt og melankolsk.
Hvalfugl tilhører en ung generation af musikere, som bygger bro mellem nordisk folkemusik og jazzens klang. Med friskhed og lyrisk nerve giver trioen sit eget bud på jazzet folkemusik til vores tid, og med deres legende sammenspil bliver man elegant sendt i retning af både lyse nordiske nætter og efterårsglød i trækronerne. Eller som Politikens anmelder Kim Skotte udtrykker det:
»…man har vitterligt ikke svært ved at føle sig hensat til et bølgende dansk landskab udsat for et mildt vejrlig, når man lader sig føre med ind i musikkens natur i selskab med trioen.«
Nu har Syddjurs’ koncertgængere mulighed for at tage samme tur ind i Hvalfugls musikalske landskaber. Trioen med det lettere surrealistiske navn består af Jeppe Lavsen på guitar, Jonathan Fjord Bredholt på piano og harmonium samt Anders Juel Bomholt på kontrabas. Billetsalget er i gang på kulturloft.dk og go-syddjurs.dk