Fortsæt til indhold

Workshop i klagesang

Earthwise Residency afholder workshop i såkaldt lamenting - klagesang.

Kultur og byliv
sra

Alle kulturer har haft ritualer, traditioner og værktøjer til at håndtere sorg, men i det meste af Europa har vi glemt dem. Den 25. til 27. februar har Earthwise Residency inviteret finske Tuomas Rounakari til at dele sin viden, når han leder en workshop i såkaldt lamenting – klagesang.

Der skal ikke synges i klassisk forstand, men vi vil lære om de grundlæggende elementer som en klagesang - lament - er skabt af: Poesi, stemme og udtryk af ærlige følelser. Deltagerne i workshoppen vil skabe deres egen lament ud fra et selvvalgt emne. Det kan være privat såvel som almenmenneskeligt. Og en sorg, som flere og flere bliver opmærksomme på, er ganske ny på kloden: Klimasorg.

Klimasorg og vintersorg

Klimasorg beskriver den følelse at være sorgfuld over de forandringer, der sker med kloden og klimaet, som for eksempel tab af dyreliv og planter og de tiltagende klimaforandringer. Her i Norden har vi begrebet vintersorg, der beskriver savnet af typisk vintervejr med sne, kulde og frost. Sorgen melder sig ofte ved, at man føler, at der er tabt noget uerstatteligt. Samtidig kan sørgeprocessen åbne for følelser og erfaringer af splittelse, kærlighed og taknemmelighed.

Finsk tradition

I Finland har de gennem mange år arbejdet med at genetablere landets traditionelle lamenting. En af pionererne indenfor arbejdet med denne tradition er netop den finske musiker og etnomusikolog Tuomas Rounakari, der leder workshoppen.

Workshopdeltagelse kan købes på www.nationalparkbooking.com. Der er deltagerbegrænsning på workshoppen.

Skal man ikke med på workshoppen, kan man i stedet opleve kraftfuld og livsbekræftende musik fra Tuomas Rounakari torsdag den 24. februar.