Succesteater i Sall: Fra Skjern til Varnæs til Sall
Den musikalske forestilling "Fra Skjern til Varnæs" opføres i Sall Forsamlingshus af danmarksmesteren i Matador.
Der venter publikum en underholdende og overraskende eftermiddag, når Sall Forsamlingshus lægger scene til den succesfulde teaterforestilling ”Fra Skjern til Varnæs” søndag 6. marts kl. 14.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
I den musikalske forestilling inviterer Danmarksmesteren i Matador, sanger og skuespiller Nicolaj Cornelius, publikum med bag kulisserne i én af Danmarks mest berømte TV-serier – nemlig Matador.
Med en malerisk fortælling og en levende beskrivelse af TV-seriens elskede karakterer, rejser Nicolaj Cornelius fra familie til familie i Korsbæk og fortæller små, morsomme anekdoter fra filmoptagelserne, den endelige serie og om sine møder med nogle af de skuespillere, der medvirkede
.Forestillingen tager dog hele tiden sit udgangspunkt i den musik, der benyttes i Matador, da disse sange og melodier er meget betydningsfulde for historien og stemningstilstanden.
Oplev Nicolaj Cornelius’ fortolkninger af blandt andet Sangen om Larsen, Visen om de tre musikanter, Molak-molak-mak-mak-mak og Hvorfor er lykken så lunefuld?
Publikum kan glæde sig til en morsom og musikalsk forestilling i selskab med de elskede figurer og personligheder fra Matador, som uden tvivl vil vække mange glade minder.
Billetter kan købes på www.sallforsamlingshus.dk