Fortsæt til indhold

Generalstrejken på Randers Havn

Der er foredrag i Historisk Samfund ved Lars Ulrik Thomsen om Generalstrejken i Randers i 1922 i forsættelse af Samfundets generalforsamling.

Kultur og byliv

Der er foredrag i Historisk Samfund ved Lars Ulrik Thomsen tirsdag 8. marts klokken 19-21 i Helligåndshusets store sal, i forsættelse af Samfundets generalforsamling.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Historisk Samfund.

Randers anno 1922

Lars Ulrik Thomsen har skrevet en bog om generalstrejken i Randers i 1922. Bogens titel er ”Hammer eller ambolt”, og forfatteren sætter begivenhederne i Randers i både nationalt og internationalt perspektiv.

Havnearbejderfamilier med børn, der selv under normale omstændigheder kun overlevede fra dag til dag. Soldater i hundredevis på Randers Havn. Randersegnens bønder, der ikke kunne sælge dyr til slagtning. Kampe mellem strejkende og skruebrækkere. Venskab, der med et blev ændret til livsvarigt fjendskab. Det er den virkelighed, den armod og det kaos, der er baggrund for Lars Ulrik Thomsens bog om generalstrejken på Randers Havn.

Den 17. marts 1922 var bægeret fyldt i Randers. Et fragtskib forsøgte at losse såsæd til bønderne på Viborg-kanten under politibeskyttelse. Det fik hundredvis af havnearbejdere, arbejdsløse og sympatisører til at gå i aktion. Stemningen var ophidset, optøjerne blev ganske voldsomme og der blev indsat ekstra politi og dragoner.

Stor betydning

Arbejderne erklærede derefter generalstrejke, og hele byen blev efterfølgende erklæret i undtagelsestilstand. I bogen præsenteres vi for de vigtige begivenheder, der skete i de 28 dage, som konflikten varede.

Generalstrejken i Randers skabte stor splittelse internt i den danske fagbevægelse. Ved overenskomstforhandlingerne i 1922 stemte fagforeningerne nej til en række drastiske forringelser i arbejdernes vilkår, og arbejderne blev herefter lock-outet.

Hør mere om Generalstrejken til Historisk Samfunds foredrag.